Joffi er hebraisk og betyder "skønt" eller "fedt". Men det er også navnet på Ordet og Israels ungdomsarbejde. Joffi arbejder både i Israel (Joffi-Israel) og i Danmark.
Men hvad er det egentlig joffi har gang i, i Danmark? – Og hvad har det lige af betydning, når man nu engang hænger ud i et land 3000 km væk fra Israel?
Svaret på de spørgsmål kommer om et øjeblik, først bare lige 5 hurtige facts.
· Gud har kæmpe planer for os mennesker, og han er godt i gang med at føre dem ud. Faktisk er der meget der tyder på, at Gud er ved at komme til de sidste dele af sin masterplan.
· Israels folk er det folk Gud har brugt til at føre sine planer igennem med. – De har været Guds værktøj til at levere os hans ord og hans søn.
· Staten Israel har nu lidt over 60 år på bagen, og har samlet millioner af jøder fra hele verden. Alt sammen noget som er indeholdt i de sidste dele af Guds planer.
· Danmark tilhører en af verdens mest sekulære samfund, kendskabet til bibelens indhold og dens troværdighed er lavt.
· Antisemitismen* har det fint og lever i bedste velgående, den har fjender, men dens venner bliver mere og mere aktive og magtfulde.
De fem facts er baggrunden for joffi. Og derfor er svaret på hvad joffi har gang i:
Joffi arbejder med på Guds planer med Israel. Gennem Joffis og Ordet og Israels hjælpearbejde blandt fattige jøder i Israel, kendt som Yad va Lev, arbejder vi med på, at Israel bliver opbygget og at jøder ser Jesus som jødernes messias.
Joffi leverer dybdegravende bibelundervisning til unge i Danmark, for at kendskabet til bibelen må vokse og blive bevaret i vores og de kommende generationer.
Joffi er en aktiv fjende af antisemitisme, derfor sørger vi for, at der udkommer info til unge i Danmark om Israel og jødernes historie.
Og hvad så? – Hvad betyder det for en ung kristen dansker?
Det betyder, at der er en mulighed for dig som gerne vil være med til det som joffi gør. Joffi er ikke en klub, joffi er et redskab til at kristne unge i DK kan stå sammen om at tjene Gud og hans planer.
- Så join in....
Joffi i Danmark
Joffi arrangerer bla. undervisningsdage og stævner i Danmark. Der er studieweekend i sidste hele weekend i januar i Århus og ikke mindst O&I's sommerstævne i den første weekend i juli.
Joffi Danmark har også et spændende lokalarbejde, der kaldes Joffi-netværk.
Hvis du er interesseret i besøg fra Joffi i din ungdomskreds, i din kirke eller på din skole, kan du få et Joffinetværks-team ud og holde et spændende arrangement.
Joffi Danmark blev den 27. januar 2007 etableret som selvstændig forening.
For at blive medlem - se mere under "Become a member"
Arbejdet i Danmark ledes af Joffi Danmarks bestyrelse.
Joffi i Israel
Joffi har ansat et dansk ungdomssekretærpar til at lede arbejdet i Israel. De bor i Joffi-huset i Jerusalem. Huset benyttes dagligt af O&I's Yad va Lev volontører, der har huset som deres hjem, mens de er i Jerusalem.
Huset er åbent for andre unge danskere, der opholder sig i Israel i forbindelse med de ugentlige Joffiaftener med lovsang, foredrag eller bibelundervisning.
Derudover arrangerer Joffi ture omkring i Israel til steder turister normalt ikke ser.
Hver sommer arrangerer Joffi 14 dages minibibelskole for unge danskere i Tiberias og Jerusalem.
Du kan læse mere under Minibibelskole
|