Historisk: Israelere og palæstinensere fløj direkte til Doha

Mange tusinde israelske fodboldfans har købt billet til kampe under VM-slutrunden i Qatar, der blev sparket i gang søndag – også selvom Israel ikke selv er kvalificeret.

Men Qatar og Israel har ikke diplomatiske forbindelser, og derfor har der været en del snak om sikkerheden for de israelske fans. Israels Udenrigsministerium har i den forbindelse etableret et midlertidigt kontor i Doha for at hjælpe israelerne i landet.

 

Første direkte fly

Et andet stort samtaleemne har været transporten. De fleste israelske fans har valgt at rejse til Qatar med mellemlanding i fx De Forenede Arabiske Emirater, Jordan, Bahrain eller Tyrkiet.

Der har også været snak om et semi-direkte fly fra Tel Aviv, som skulle have en proforma-mellemlanding i Cypern, uden at passagererne skulle forlade flyet. Men det lader ikke til at blive aktuelt.

For søndag fløj det cypriotiske selskab TUS Airways nemlig direkte fra Ben Gurion Lufthavn til Doha. Det blev det første fly nogensinde til at flyve lige præcis den rute.

Men ruten var ikke det eneste sjældne ved afgangen. Nej, for det var nemlig både israelere og palæstinensere, der var med ombord – 180 passagerer i alt. Normalt tillader Israel ikke, at palæstinensere fra Gaza og Vestbredden rejser fra Ben Gurion – som i stedet rejser fra især Jordan. Men her var der altså gjort en undtagelse.

TUS Airways har planlagt i alt 12 afgange mellem Tel Aviv og Doha – seks i hver retning. Omkring 1.000 fans vil derfor blive fri for mellemlandinger. Selskabet arbejder på at få flere afgange til den sidste del af slutrunden. De rejsende vil få en billet, hvorpå der står »Making History« samt et israelsk, et cypriotisk og et qatarsk flag.

 

Palæstinensiske flag ved stadion

Det er ingen hemmelighed, at der i Qatar er stor sympati med palæstinenserne – og i forlængelse heraf også et fjendtligt syn på Israel. Op til søndagens åbningskamp havde organisationen Qatar Youth Against Normalization (dvs. at palæstinensere normaliserer deres forhold til Israel) arrangeret en demonstration. Således kunne man se mange palæstinensiske flag uden for Lusail Stadion, hvor åbningskampen blev spillet.

Få timer forinden havde Qatars viceudenrigsminister, Lolwah Al-Khater, udtrykt støtte til »den palæstinensiske sag«. Ved et pressemøde sagde hun: »Vi vil feste med tusindvis af brødre og søstre fra Palæstina, og vi understreger her, at deres sag og vores sag i Palæstina altid vil være i vores bevidsthed.«

I modsætning til andre golflande som Emiraterne og Bahrain har Qatar ikke nærmet sig Israel diplomatisk de seneste år. Qatar støtter blandt andet Hamas i Gaza økonomisk.

Det bliver interessant at høre fortællinger fra de israelere, som de kommende uger besøger Qatar. Hvordan er de blevet behandlet? Har de været åbne om deres nationale tilhørsforhold? Og hvilke reaktioner har de i så fald fået fra qatarerne?