Hvordan skal jeg forholde mig til Israel politisk?

Israel er Guds folk. Det siger både Det Gamle og Det Nye Testamente. Men betyder det, at kristne altid skal holde med staten Israel og forsvare dens politik? Bibelens svar er klokkeklart: Nej!

Bibelens svar

Konge- og Krønikebøgerne beskriver mange israelitiske konger og deres politiske handlinger, og her bliver der ikke lagt fingre imellem! Nogle konger beskrives positivt, andre negativt. Det vigtigste for vurderingen er, hvordan den enkelte konge forholdt sig til Gud. Men der er også eksempler på, at en god konge handler politisk dumt (fx Josija, 2 Krøn 35,20ff), eller at en ond konge handler politisk godt (fx Akab, 1 Kong 20,13ff).

At Israels folk er Guds redskab i frelseshistorien, er ingen garanti for, at folket altid handler politisk godt.

Bibelens vurdering af en politisk handling bygger især på princippet om retfærdighed. Gud ønsker retfærdighed (5 Mos 1,16f; 16,18ff; 2 Tim 2,22). I den midlertidige periode fra syndefaldet til skabelsen af en ny jord kan vi langtfra altid opnå retfærdighed, men må ofte vælge mellem to onder. Det er også langtfra altid, at vi kan afgøre, hvad der er retfærdigt. Det betyder imidlertid ikke, at vi skal holde os fra at tage stilling, men det har den konsekvens, at kristne kan nå til forskellige politiske opfattelser.

Det må vi ikke forsvare!

Kristne skal altså ikke altid forsvare Israel. Nogle eksempler:

 - Når en israelsk premierminister er korrupt, skal han fordømmes (og bliver forhåbentlig afsat).

 - Når en israeler angriber en tilfældig palæstinenser af politiske eller religiøse grunde, er der tale om terror – den slags må vi           aldrig forsvare!

 - Når en jødisk bosættelse stjæler privatejet arabisk jord, er det kriminelt og en overtrædelse af Guds bud.

Tænk begge veje!

Princippet om retfærdighed gælder begge veje. Mange politiske angreb på staten Israel i dag er uretfærdige. Nogle eksempler:

 - Når FN fordømmer Israel for ting, som man ikke vil fordømme arabiske stater for.

 - Når nogle fordømte Israels opstilling af metaldetektorer ved muslimernes indgange til Tempelbjerget som religiøs diskrimination, selvom de ikke fordømmer metaldetektorerne i Mekka eller ved indgangen til Vestmuren.

 - Når aktivister i Vesten kræver boykot af Israel uden at kræve boykot af de mange lande i verden, der begår langt værre            forbrydelser mod menneskerettighederne.

Noget af den politiske kritik af staten Israel er berettiget. Andet er i virkeligheden blot kamufleret antisemitisme – for eksempel når islamister i Vesteuropa myrder lokale jøder på grund af staten Israels politik.

Husk kærligheden!

To ting er vigtige at huske i vurderingen af Israels politik. For det første fik Israels onde konger og deres dårlige politik aldrig Gud til at forkaste Israels folk. Gud elskede dem og fortsatte med at bruge dem til at gennemføre sin frelsesplan. Derfor skal også vi som kristne blive ved med at elske Israels folk – også når vi eventuelt ikke er enige i en israelsk regerings politik.

For det andet: Uanset den aktuelle israelske, palæstinensiske, libanesiske (osv.) politik er Gud i fuld gang med at opfylde profetierne i Bibelen og bringe verden frem til tidspunktet for Jesu genkomst.

 Skrevet af Ole Andersen, generalsekretær i Ordet&Israel