"En vildt inspirerende oplevelse"

Sommeren er kold og det regner udenfor. Alligevel fyldes tasken kun med badetøj, shorts og T-shirts og et enkelt sæt 'kirketøj', der går til under knæet. Forventningerne er høje. Nye mennesker, varme, undervisning, natur.

Jeg er en af de heldige, der sammen med 25 andre unge, var med på sommerens minibibelskole til Israel, og skal jeg beskrive turen med få ord, bliver det intens, varm, trosbekræftende og social.

Fuldt program og høje ambitioner

Dagene begyndte kl. 7:15 med morgenmad. Lidt tidligt i forhold til hvornår jeg normalt vil få øjne på ferie. Herefter var dagene tæt pakket med enten undervisning eller ture. Undervisernes ambitioner var høje og det smittede hurtigt af på os andre. Der er særligt to oplevelser der gjorde indtryk.

Halvvejs i vores ophold havde vi en overnatning ude i det fri, i ørkenen, hvor vi bl.a. var på vandretur ind til nogle kilder. Det var varmt, støvet, stenet, stille og øde. I løbet af opholdet læste jeg en roman om Israels udfrielse og ørkenvandring. På deres 'ørkentur' var de fuldstændig afhængige af, at Gud gav dem mad og vand i rette tid. De havde ikke en bil med A/C at ty til, men var midt i denne ugæstfrie natur i 40år. Ofte i mit liv kan jeg blive utålmodig hvis Gud ikke umiddelbart svarer mine bønner, og sjældent forventer jeg at vente i 40år på svar. Men på denne tur blev bibelberetningen om hvordan Gud viser sin trofasthed og holder sine løfter, stærk for mig.

Kvinden i Magdala som forbillede

En lidt anden oplevelse var på en tur til en by der hedder Magdala. Her er en ny udgravning hvor man bl.a. har fundet en synagoge, der kan dateres tilbage til Jesu tid.

Som så mange andre steder i Israel er der også her bygget en kirke. Nede i denne kirkes kælder hænger et ca 2 x 5meter stort maleri, af øjeblikket hvor kvinden med blødninger gennem 12 år, rører Jesu kappe og bliver helbredt (Prøv at google: Magdala + church, så kommer det frem som en af de første billeder). Billedet viser hvordan hun ydmygt rækker hånden ind mellem sandaler og ben, for lige akkurat at røre kvasten på Jesu kappe. Der er ikke nogen ansigter og ikke nogen tekst til billedet, men det udtrykker stærkt Jesus som menneske og Gud, og hvad der sker når vi vover os frem til Gud med vores skam og lille tro.

Fornyet bibelglæde med hjem i bagagen

I løbet af de to uger blev der bladret meget rundt i bibelen og med mig hjem tager jeg, en fornyet bibelglæde. Det var vildt inspirerende at opleve landet og få undervisning, der hele tiden kunne relateres til noget konkret vi så. Lugtene, lydene, farverne, temperaturen, kaosset af trosretninger, bygninger eller natur.  Men en af de skønneste ting ved turen var fællesskabet med de andre. Jeg oplevede en stor vilje til hinanden og rørende åbenhed til at dele liv og tro. Tak!