Bibelglæde på Joffistævnet

30. juni – 2. juli løb Ordet og Israels årlige sommerstævne endnu en gang af stablen på Djurslands Efterskole. Sommerstævnet var igen i år spækket med god undervisning, lovsang, fællesskab og en masse Israel under temaet »bibelglæde«, som skinnede klart og tydeligt igennem under hele weekenden. Ved ankomsten modtog alle den nye bog af Ole Andersen og Torben Mathiesen, »Tillid til Bibelen«, og dermed var stemningen sat. Efter at weekenden var blevet skudt i gang med generalforsamling fredag eftermiddag, blev »bibelglæde« udfoldet fra mange forskellige vinkler under sommerstævnets møder, seminarer og workshops. For mig var det utroligt opmuntrende, og temaet var en påmindelse om, at jeg hele tiden skal prøve at holde fast i den bibelglæde, som jeg blandt andet har fået i forbindelse med mine ophold i Det Danske Hus.

Et samlingspunkt for joffier

Som en del af sommerstævnet blev der afholdt Joffistævne for de unge deltagere. Joffierne deltog i det generelle program for stævnet, men vi havde også vores eget telt. Weekenden startede for mange af Joffistævnets deltagere allerede torsdag aften, hvor der var gensyn for dem, der netop er kommet hjem fra et ophold i Israel; et skønt gensyn på dansk jord, hvor minder og nyheder kunne deles. I løbet af fredagen kom flere joffier til, og fredag aften havde vi traditionen tro sabbatsmåltid. Selvom vi sad i regnvejr på Djursland, er jeg sikker på, at jeg ikke var den eneste, som i et øjeblik følte, at jeg sad i Det Danske Hus med udsigt over Genesaret Sø eller i Joffihuset i Jerusalem. Minderne blev yderligere forstærket, da menuen bestod af falafel og pitabrød importeret fra Israel. I en travl hverdag i Danmark er det en fantastisk påmindelse, at Gud har skabt en hviledag til os, som vi er kaldet til at holde for vores eget ve og vel. Aftenen sluttede af med lovsang og vidnesbyrd. Det var en aften, hvor vi sammen kunne prise vores Herre og skaber og dele glæder og sorger med hinanden.  

Det årlige sponsorløb

Lørdag eftermiddag blev det store sponsorløb til fordel for Yad va Lev afholdt. Solen stod højt på himlen, og mange løbere i alle aldre stod klar til at samle penge ind til trængende i Jerusalem. Starten gik, og ved hjælp af gavmilde sponsorer, en masse vand og ikke mindst publikums store opbakning fik løberne samlet over 140.000 kroner ind.

Alt i alt må vi konkludere, at stævnet igen i år var en stor succes, hvor man tydeligt kunne mærke, at vi på trods af aldersmæssige og geografiske forskelle er bundet sammen igennem vores kærlighed til Israel og fællesskabet i Kristus.

 Skrevet af Anna Brødsgaard Knudsen