Ordet og Israel er gået foran i kritikken af Bibelen2020 og dens oversættelse af »Israel«

Den nye bibeloversættelse fra Bibelselskabet har skabt stor debat, siden den kom på gaden 20. marts. Det skyldes, at ordet »Israel« er blevet fjernet mange steder i Bibelen2020. Især fra den del, som kaldes Den Nye Aftale (Det Nye Testamente), hvor ordet kun optræder to gange. De øvrige mere end 60 steder, hvor der i den autoriserede oversættelse fra 1992 står »Israel«, har man oversat grundteksten til eksempelvis »det jødiske folk« eller helt fjernet »Israel«. Det sidste er tilfældet i blandt andet Matthæusevangeliet kapitel 2, vers 20-21, hvor der i den autoriserede udgave står, at Josef og Maria »kom til Israels land«. I Bibelen2020 står der, at de »rejste hjem«.

I Den Gamle Aftale er Israel de fleste steder beholdt. Nogle steder er det oversat anderledes, fx til patriarken Jakob eller til Nordriget. Og nogle steder er »Israel« erstattet med »os«. Eksempelvis i Salme 25, vers 22, hvor man har oversat grundteksten til »befri os alle fra sorgen«. Selvom der i den autoriserede oversættelse står »Gud, udfri Israel af alle dets trængsler!«.


Bibelen2020 udkom 20. marts og har siden skabt stor debat. (Foto: Bibelselskabet/Carsten Lundager)

Heftig debat herhjemme og i Israel

Hele debatten begyndte, da Ordet og Israels tidligere formand Jan Frost lagde en video på sin YouTube-kanal, som er blevet set af mere end 10.000. Ordet og Israel delte den på sin YouTube-kanal, hvor yderligere cirka 1.800 har set den. I videoen kritiserer Jan Frost Bibelselskabets beslutning om at »fjerne navnet på det folk og det land, som både på bibelsk tid og i dag er uløseligt forbundet«. Han påpeger også, at der næppe findes en lignende oversættelse i andre lande.

Videoen satte gang i debatten, som især Kristeligt Dagblad har skrevet om. 22. april bragte avisen et længere debatindlæg af Ordet og Israels generalsekretær, Ole Andersen, som kritiserede Bibelselskabets praksis. Sagen har også været omtalt i Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske. Og der gik ikke mange dage, før man også kunne læse om Jan Frosts video og den danske bibeloversættelse i de store israelske medier.

Også det israelske bibelselskab kiggede nærmere på, hvad deres danske kollegaer havde udgivet, og kom 24. april med en udtalelse, hvor de udtrykte deres bekymring: »Vi mener, at den måde, hvorpå man har erstattet og fjernet termen »Israel« i Bibelen2020, er en skadende beslutning, som har såret mange, der elsker Guds ord, både i og uden for Israel,« lød det.

I Norge kritiserede tidligere biskop i Oslo Ole Christian Kvarme den nye danske Bibel for de samme ting, som Ordet og Israel har gjort. Ud over biskop har han været generalsekretær i det norske Bibelselskab og leder af den norske Israelsmissions arbejde i Israel.

 

Brev til messianske jøder med præcisering af kritikken

Ordet og Israels medarbejdere i Israel oplevede, at nogle fra deres menigheder stillede mange spørgsmål. Både om selve oversættelsen og om Ordet og Israels holdning til den. Derfor sendte Ordet og Israel 27. april et brev til alle vores messianske venner og samarbejdspartnere i Israel, hvor vi forklarede, hvad vores kritik består i. Der var brug for en klar udmelding og en præcisering med hensyn til både oversættelsens indhold og vores kritik. Nogle israelske medier havde nemlig fejlagtigt skrevet, at der slet ikke står »Israel« nogen steder i Bibelen2020.

I brevet stod der blandt andet, at vi kritiserer oversættelsen af Det Nye Testamente for at »svække den vigtige sammenhæng mellem Det Gamle og Det Nye Testamente« og for at »svække sammenhængen mellem folket Israel og landet Israel«. Det fremgik også af brevet, at vi er tilfredse med, at man mange steder i Det Gamle Testamente har bevaret ordet »Israel«, men at vi er skuffede over, at man nogle steder har oversat »Israel« til »os«.

 

Håber på ændringer i andet oplag

Debatten kører stadig i medierne og på Facebook. Bibelselskabet har også svaret på en del af kritikken og har sagt, at man vil se nærmere på, om oversættelsen skal redigeres nogle af de aktuelle steder i det næste oplag.

Det værdsætter vi naturligvis, og vi bidrager gerne konstruktivt med vores synspunkter i den sammenhæng.

 

Orientering på Zoom søndag aften

Er du interesseret i yderligere orientering om Ordet og Israels tilgang til sagen, er du velkommen til at deltage i et møde på Zoom søndag den 3. maj klokken 20. Her vil vi orientere om debatten og om baggrunden for vores kritik. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål.

Generalsekretær Ole Andersen, formand Hakon Christensen, tidligere formand Jan Frost og bibelunderviser Morten Vartdal deltager.

For at deltage i mødet skal du følge dette link: https://zoom.us/j/97532485058

Du kan også finde begivenheden og linket via vores Facebookside.