Vance mener, alt går efter planen – men israelerne er skeptiske
»Det er præcis sådan her, tingene er nødt til at udspille sig, når man har at gøre med to folk, der hader hinanden, og som har kæmpet mod hinanden i meget lang tid. Det går rigtig godt.« Sådan sagde den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, da han tirsdag talte i et nyt kommandocenter i Israel tæt på Gaza.
Her sagde han, at Trumps plan for fred »går bedre, end jeg havde troet«. Samtidig erkendte han, at der er meget lang vej endnu, og at det bliver svært.
Der er flere elementer, som amerikanerne ser positivt på, men hvor israelerne er temmelig skeptiske:
Døde gidsler:
Det helt aktuelle er de døde gidsler, som stadig befinder sig i Gaza. USA lader til at tro på Hamas, når de siger, at de har svært ved at finde flere. Også selvom der de fleste dage er blevet udleveret flere lig. Tirsdag aften kom ligene af Tamir Adar og Arie Zalmanowich hjem til Israel. Det betyder, at der nu er 13 døde gidsler tilbage i Gaza.
Israel er overbevist om, at Hamas bevidst trækker processen i langdrag for at købe sig tid til at genvinde magten i Gaza, inden forhandlingerne om de næste skridt i processen begynder – dvs. Hamas’ afvæbning og indsættelse af en ny regering og en international stabiliseringsstyrke.
En international styrke:
Vance talte om den internationale styrke, som ifølge aftalen skal indsættes i Gaza under opsyn af et såkaldt fredsråd bestående af blandt andet Donald Trump og Tony Blair. Det er stadig meget uklart, hvilke lande der vil sende soldater ind i Gaza. Indonesien er det eneste land, der har sagt, at de vil bidrage med soldater (20.000) til en fredsbevarende styrke med et FN-mandat. Men mange tvivler på, at en sådan styrke vil have hverken evnen eller viljen til at bekæmpe Hamas, hvis terrorgruppen forsøger at reorganisere sig. Israelerne er yderst skeptiske, fordi deres erfaring – især fra Libanon – siger, at den slags styrker ikke gør den store forskel. Bekymringen bliver ikke ligefrem mindre, hvis det viser sig, at for eksempel tyrkiske soldater skal være blandt dem, der holder Hamas nede. Tyrkiets regering sympatiserer med Hamas, og præsident Erdogan har – også efter 7. oktober 2023 – haft besøg af Hamas-ledere.
Vance sagde ganske vist i sin tale, at Israel skal godkende de udenlandske soldater, og at man »ikke vil tvinge noget ned over sine venner i Israel, når det gælder udenlandske tropper på israelske jord«.
Afvæbning af Hamas:
Vance talte også om det, som mange ser som den største hindring for, at Trumps plan kan blive gennemført, nemlig afvæbningen af Hamas. Her lod han ikke til at være så bekymret over, at Hamas den seneste halvanden uge har tortureret og dræbt adskillige palæstinensere, som de mener har samarbejdet med Israel eller er med i grupper, der er imod Hamas. Han ser det i hvert fald ikke som et udtryk for, at aftalen er i fare. Ikke desto mindre slog han også fast, at Hamas kun har to muligheder: »Enten samarbejder de (dvs. lader sig afvæbne i henhold til Trumps plan, red.) eller også vil de blive udslettet,« lød det.
I Israel er der ikke stor tro på, at Hamas vil »samarbejde«. Man frygter, at terrorgruppen på et tidspunkt vil sige, at de går med til det, men at de i virkeligheden vil bevare et lager af våben. Og at USA i sin iver efter at lykkes med planen vil være tilbøjelige til tro på Hamas. Og at de internationale styrker som sagt hverken kan eller vil slå ned på det, når og hvis det så viser sig, at terrorgruppen alligevel er i besiddelse af en mængde våben.
Trump skrev tirsdag et opslag, hvor han siger, at »mange fantastiske allierede med stor entusiasme har sagt, at de på min anmodning er klar til at gå ind i Gaza med stor styrke og fjerne Hamas«.
Kommende forhandlinger vil give nogle svar
Så det er svært at sige, om israelernes skepsis er fuldt ud berettiget, eller om USA udmærket er klar over, hvem Hamas er, og hvad de har af intentioner.
Den amerikanske retorik lige nu lader til at være på en ene side en optimistisk tone, som skal være med til at holde aftalen på sporet – men på den anden side meget klare advarsler til Hamas om, at de »vil blive udslettet«, hvis de afsporer aftalen.
Det hele skal stå sin prøve, når der – sandsynligvis snart – skal tages fat på forhandlingerne om netop Hamas’ afvæbning samt andre elementer, herunder indsættelsen af den internationale styrke og en midlertidig regering.