Vækkelse og velsignelse - Israels rolle i de sidste tider

Lige siden Gud udvalgte Abraham til at være det jødiske folks stamfar, har Gud haft et helt særligt forhold til Israels folk. Gud lovede Abraham talrige efterkommere, og han lovede ham, at alle jordens slægter en dag skulle velsignes i ham (1 Mos 12,3). Selvom Jesu første komme udgjorde en helt central del af opfyldelsen af dette fantastiske løfte, fortæller Bibelen os imidlertid, at Gud stadig – ja, den dag i dag – bruger Israels folk som sit redskab (Rom 11,1). Israels folk vil nemlig fortsætte med at spille en helt særlig rolle, indtil Gud endegyldigt griber ind og nyskaber jorden.

I det følgende skal vi se på, hvad det betyder for Israels folks fremtid, at de er udset til at have en særlig rolle i det, vi kristne kalder »de sidste tider« – tiden op til Jesu genkomst. Det bliver ikke en detaljeret kronologisk gennemgang af fremtidige begivenheder i Israel, men vi skal se på nogle grundtræk i Guds plan for Israel i de sidste tider. Vi skal se, at Guds handlen med Israel ikke kun drejer sig om et enkelt folk i Mellemøsten, men i høj grad har et globalt perspektiv.

Opfyldelsen af løfterne til Israel

Stort set hele Det Gamle Testamente er fortællingen om Guds handlen med Israel. Flere gange måtte Israels folk opleve Guds straf som en konsekvens af, at de over lang tid havde vendt ham ryggen. De blev sendt i eksil blandt fremmede folk. Fra profeterne lød der dog samtidig en lang række fantastisk opmuntrende løfter til folket. På trods af deres svigt lovede Gud jøderne, at han en dag ville samle dem i deres eget land, hvor de skulle bo trygt og godt.

»Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land (…). I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud« (Ez 36,24-28).

Ovenstående skriftsted fortæller to ting om Israels folks fremtid. For det første, at de en dag skal samles i deres eget land. For det andet, at de dér skal få et nyt og godt forhold til Gud. Fra Zakarias’ Bog ved vi, at sidstnævnte sker, når »de ser hen til ham, som de har gennemboret« (Zak 12,10). Bibelen fortæller os altså, at Israels folk en dag vil opleve at bo i deres eget land, og at de vil komme til tro på Jesus. Disse løfter blev ikke opfyldt ved Jesu første komme. Jøderne afviste Jesus og blev efterfølgende spredt over hele verden. Men løfterne gælder stadig – Gud har ikke glemt sit folk (Rom 11,1). Derfor kan vi stole på, at løfterne til Israel vil blive opfyldt inden Jesu genkomst.

Ser man på Israel i dag, er det oplagt at tænke, at Gud i øjeblikket er ved at opfylde disse løfter. Ganske vist tror majoriteten af jøder endnu ikke på Jesus. Men Israels folk har opnået selvbestemmelse i deres eget land, jøder fra hele verden immigrerer i stadig højere grad dertil, og antallet af Jesustroende jøder stiger.

En velsignelse for hele verden

Guds særlige fokus på Israel er på ingen måde i modstrid med hans kærlighed til hele verden. Gud ønsker nemlig at velsigne hele verden gennem sin udvælgelse af Israel. Det gjorde sig gældende, da Jesus, som en del af Israels folk, kom til jorden første gang, og det gør sig også gældende, når han i de sidste tider handler med Israel.

»Så skal de andre folk rundt om jer forstå, at jeg er Herren. Jeg har genopbygget det, der var styrtet i grus, og tilplantet det øde land. Jeg er Herren« (Ez 36,36).

Bibelen fortæller simpelthen, at samlingen af Israels folk og deres omvendelse til Gud vil medføre, at folk verden over skal løfte øjenbrynene. Det skal være starten på en vækkelse, der går ud over Israels grænser. Det kan være svært at forestille sig i øjeblikket, hvor et negativt internationalt fokus hviler på Israel. Men Bibelen gør det klart, at landet en dag skal være årsag til en verdensomspændende lovprisning af Gud (Es 2,1-5).

Ud fra Zakarias’ Bog og Apostlenes Gerninger ved vi, at Israel som geografisk område skal spille en helt central rolle ved Jesu genkomst. Jesus vil en dag stige ned på Oliebjerget i Jerusalem som verdens konge (Zak 14,4 og ApG 1,11). Også ved Jesu genkomst er det altså Israel, der danner den geografiske ramme for Guds plan om at bringe velsignelse til hele verden. Gud har altså ikke udvalgt Israel, fordi han ønsker at favorisere et enkelt folkeslag. Nej, Gud har lige fra begyndelsen ønsket at bruge Israel som et afgørende redskab i sin frelsesplan for hele verden. Det gælder også i de sidste tider.

Et vidnesbyrd om Gud

Israel har en helt fantastisk funktion ved at bringe velsignelse til resten af verden, men Gud ønsker også at bruge dem til endnu en vigtig ting – at vidne om sig selv. Guds handlen med Israel er først og fremmest – både i fortiden og i fremtiden – et vidnesbyrd om Guds eget væsen. Når vi nu og i fremtiden ser Gud handle med Israel, fortæller det os noget om, hvem Gud er. Dels skal indfrielsen af løfterne være et vidnesbyrd til alle mennesker om, at det er Gud, der har magten (Ez 39,6-7). Dels rummer indfrielsen et fantastisk vigtigt budskab til os kristne. Når Gud gennem flere tusind år er forblevet trofast mod sit folk – Israels folk – kan vi vide os sikre på, at han også vil være trofast mod os. Når Gud inden afslutningen på denne verden opfylder sine løfter til Israel, er det en opmuntrende påmindelse til os kristne om, at han også vil holde sine løfter til os. At Gud samler Israels folk i et trygt og sikkert land, hvor folket skal kende ham, er et fantastisk billede på, hvad Gud til sidst vil gøre med alle troende. Han vil samle os i et evigt godt land, og Gud vil selv bo iblandt os!