Gud forvandlede Salims syn på det jødiske folk

Det er ikke alle, der er klar over, at der findes mennesker som Salim Shalash. Ikke nok med at han er arabisk israeler. Han er også præst i en kirke i Nazaret. Og så føler han sig kaldet til at fortælle jøder om Jesus. Det sker blandt andet ud fra det humanitære arbejde, som drives af hans kirke, Home of Jesus the King Church.

Salims historie begynder faktisk i Nazaret, hvor han – ligesom Jesus – er vokset op. Men hvor Jesus som barn kom i synagogen, så blev Salim taget med i den katolske kirke. Da han blev en ung mand, betød troen dog ikke noget for ham. »Jeg ville bare leve et helt normalt liv,« fortæller han. Han uddannede sig derfor inden for turisme og senere som hotelmanager.

Hørte Guds stemme

Det »helt normale liv« blev dog sat på prøve, da Salim var 19 år. Her fik en tragisk hændelse afgørende betydning for hans liv. En af hans veninder blev dræbt i en bilulykke, hvor motoren brød i brand, og hun ikke kunne komme ud.

»Jeg begyndte at stille en masse spørgsmål. Hvor er hun nu? Er der et liv efter døden? Mens jeg stillede disse spørgsmål, hørte jeg en stemme tale til mig,« husker han. Stemmen talte om at blive født på ny. Det havde Salim aldrig hørt om før. Han bad til Gud – og kort tid senere fik han for første gang sin egen bibel.

»Det var som at give en tørstig mand et glas koldt vand,« forklarer han. Det første stykke tid læste han dog kun i Det Nye Testamente. »Jeg havde fået at vide, at Det Gamle Testamente tilhørte jøderne, der korsfæstede Jesus.« Og den unge mands forhold til jøderne var mildest talt dårligt på det tidspunkt. »Jeg var fyldt med had til Israel,« siger han.

»Er det rabbinere, der skal undervise os?«

Venindens dødsfald og de mange tanker, der meldte sig, førte Salim ind på en ny livsvej. Han begyndte at læse teologi og tog til at begynde med en bacheloruddannelse på Betlehem Bible College.

Men det var først, da han herefter fik et flot tilbud om gratis at tage en masteruddannelse på Israel College of the Bible (ICB), at hans syn på det jødiske folk og på Israel blev sat på prøve.

ICB ligger i Netanya på den israelske middelhavskyst. Og her skulle han dele klasselokale med både jødiske og arabiske studerende.

»Da jeg kom til den første time, var vi 12 arabiske og 12 jødiske studerende. Da jeg så jøderne, spurgte jeg mig selv, hvem de mon var. ”Har de hentet rabbinere til at undervise os?” tænkte jeg.«

Der var dog ikke tale om rabbinere, men derimod messianske jøder – det vil sige jøder, der ligesom Salim tror, at Jesus er Messias. En af hans nye klassekammerater var Meno Kalisher, som i mange år har været præst i Jerusalem Assembly. Det blev begyndelsen på et venskab, som ifølge Salim kun er blevet stærkere og stærkere gennem årene, og som består den dag i dag.

»I et år var vi sammen. Vi bad, studerede og spiste sammen. Det var noget helt særligt. Jeg fandt ud af, at vi tror på det samme. På Yeshua (Jesus, red.). Og da jeg kom hjem, gik jeg ind på mit kontor og spurgte Gud, hvad han ville have, at jeg skulle læse,« husker Salim.

Den ældste søns valg

Gud ledte Salim til at læse lignelsen om den fortabte søn. Og selvom han udmærket kendte beretningen, fortæller han, at han var et forvandlet menneske, da han nogle timer senere forlod kontoret.

Først læste Salim beretningen hele ti gange. Og så stillede Gud ham tre spørgsmål. De to første var lette og handlede om, hvem den fortabte søn og faren er. Den fortabte søn er det jødiske folk, og faren er Gud, fortæller Salim.

Men det tredje spørgsmål var sværere: Hvem er den fortabte søns bror? »Det havde jeg aldrig tænkt på,« husker han. »Men Helligånden åbnede mine øjne og viste mig brorens synder. Han var tjener for sin far, ikke barn. Han »talte årene«, står der – ligesom en slave. Han vedkendte sig ikke, at det var hans bror, der kom hjem, når han over for faren kaldte ham ”din søn”. Og han dømte ham i stedet for at elske ham,« lyder det fra Salim.

Men hvem er denne bror så? »Det er kirken,« lyder svaret. Men Salim husker, at Guds svar ikke sluttede der – nej, det blev en direkte udfordring til den teologistuderende. For lignelsen har en åben afslutning – vi ved ikke, om den ældste søn følger farens opfordring og går ind og fejrer brorens hjemkomst – eller om han holder fast i sin afvisning.

»Salim, det er dit valg,« lød Guds ord til ham. »Vil du fejre, at din bror er kommet hjem? Eller vil du blive udenfor. Jeg græd og råbte til Gud: ”Jeg kan ikke selv!” Rummet blev varmt, og pludselig var det, som om der blev hældt koldt vand over mig, og jeg begyndte at grine,« fortæller Salim om det øjeblik, hvor hans hjerte blev forvandlet.

»På den anden side af døren lyttede min kone. Hun troede, at jeg var blevet skør. Og da jeg åbnede døren, sagde jeg til hende, at Gud havde sat mig fri fra hadet. Gud åbnede mine øjne, så jeg kunne elske det jødiske folk som en nation, Gud ønsker at frelse. Og jeg følte et ansvar for at fortælle jøderne om Jesus.«

Oplevelsen på kontoret satte Salim fri til at tage imod sin bror – det jødiske folk. Og her mange år senere er beslutningen om at »fejre brorens hjemkomst« stadig en central drivkraft for både ham selv og hans kirke i Nazaret.

»Har de ikke fortalt, at han allerede er her?«

Selvom Home of Jesus the King Church kun har lidt over 100 medlemmer, formår den at række langt ud over Nazarets grænser. Menigheden yder nemlig et stort humanitært arbejde, der består af mange forskellige projekter, som man kan læse om på kirkens hjemmeside.

De har hjulpet jødiske flygtninge fra Ukraine. De har i begyndelsen af 2025 sendt flere hundrede pakker med rengøringsmidler til familier i Kiryat Shmona, så de kan gøre rent, når de vender hjem efter mere end et år med raketangreb fra Hizbollah. I løbet af vinteren blev der sendt tæpper, toiletgrej og meget andet til soldaterne ved den nordlige front. Og i forbindelse med højtiderne bliver der sendt mad, tøj og sko til borgere i hele Israel. Den udstrakte hånd når ud til kristne, muslimer og jøder. Pengene kommer i høj grad fra donationer, som Salim modtager, når han rejser rundt i verden.

I mange tilfælde har hjælpen også været et været et vidnesbyrd om Jesu kærlighed. Salim husker især en 80-årig jødisk kvinde, som havde overlevet Holocaust, og som fik mad gennem kirkens humanitære arbejde.

»Er I arabere? Hvorfor kommer I så med mad – vi er jo fjender,« havde hun sagt i mødet med de kristne arabere fra Nazaret.

Salim, som selv var med til at give maden til kvinden, kom med et svar, der overraskede hende: »Det er vi på grund af din Messias.«

»Min Messias – han er ikke kommet endnu,« protesterede hun. »Åh, har de ikke fortalt dig, at han allerede er her,« udfordrede Salim hende. Kvinden troede, at hun nu skulle til at høre en masse om, hvad der står i Det Nye Testamente. Men i stedet fandt Salim hendes bibel frem (Det Gamle Testamente).

»Vi læste Esajas 53, bladrede videre til Salme 22 og derefter Ordsprogenes Bog 30 og Jeremias’ Bog 4 og 31,« husker han. Kvinden var chokeret over de vers, hun ikke havde læst før. Og hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op – men hun troede, at versene handlede om Jesus. »Skal jeg så forlade min religion?« spurgte hun. Salim svarede: »Nej, Jesus var jo selv jøde. Du skal bare tage imod ham«.

Vi er i forlænget spilletid

Og sådan har Salim mange eksempler på, at Jesu kærlighed kan overvinde de skel mellem mennesker, som der findes mange af – ikke mindst i Israel. Hans personlige relation til de jødiske studerende på ICB er et af dem. Hans venskab med en lokal rabbiner et andet.

I det hele taget fokuserer Salim ikke så meget på de uenigheder, som skiller folk i Israel.

Dette perspektiv har han også, når det handler om uenigheden om synet på Israel i dag. Det er langtfra alle kristne arabere, der er enig med Salim i, at Israel også i dag er Guds folk. Denne uenighed får dog ikke lov at overskygge det vigtigste: »De er mine kristne brødre og søstre – også selvom vi ikke er enige,« siger han.

Denne tilgang hænger sammen med, at vi ifølge Salim nærmer os Jesu genkomst:

»Vi er i forlænget spilletid. Evangeliet startede ved jøderne og blev spredt til Europa. Derfra til USA og videre til Asien. Se hvad der sker i Kina, Taiwan og Indien – vækkelse. Og Jerusalem er en del af Asien. Cirklen sluttes snart. Også de arabiske lande vil snart modtage evangeliet. Hver dag ser vi muslimer komme til tro. Og når evangeliet vender tilbage til Jerusalem, vil Herren komme. Det er ikke tid til at vinde diskussioner. Det er tid til at vidne om Jesu kærlighed.«