Handler Det Nye Testamente om en helt ny Gud?

I Brorsons elskede salme »I denne søde juletid« er der nogle linjer, som jeg aldrig har kunnet forlige mig med. Han skriver sådan:

»Gud er nu ikke længer vred,
det kan vi deraf vide,
at han har sendt sin Søn herned
for verdens synd at lide.«
(Den Danske Salmebog nr. 109, vers 4)

Jeg ved ikke, hvad Brorson præcis har ment, men jeg tror, at mange har opfattet det nogenlunde sådan her: Gud var vred, men det er han ikke længere, og beviset for det er, at han har sendt sin søn, Jesus, ind i denne verden for at bære vores skyld.

Underforstået: Gud har ændret sig, i forbindelse med at Jesus blev født. Inden Jesus var Gud en vred Gud, som straffede menneskers synd. Men efter Jesus er Gud en kærlig Gud, som i kraft af Jesu død nu tilgiver menneskers synd.

Men er dette en bibelsk tanke, eller beror det på en grundlæggende misforståelse?

Er Gud den samme på Det Gamle Testamentes tid som på Det Nye Testamentes tid – eller ændrer han sig? Ja, er der ligefrem tale om to helt forskellige guder – jødernes Gud og de kristnes Gud?

Svaret på det spørgsmål hænger uløseligt sammen med vores måde at læse og forstå Det Gamle Testamente på. Eller rettere: At det spørgsmål overhovedet kan stilles, hænger uløseligt sammen med den forestilling om Det Gamle Testamente, som nogle kristne har.

For hvis vi læser de to testamenter er svaret egentlig meget klart. Så lad os prøve at se nærmere på nogle temaer, der fortæller noget vigtigt om Gud, og som tilsyneladende ofte bliver misforstået.

1. Retfærdighed

Nogle kristne har den opfattelse, at Det Gamle Testamente lærer retfærdiggørelse ved opfyldelse af loven, mens Det Nye Testamente derimod lærer retfærdiggørelse ved tro.

Det er imidlertid kun en forestilling, som mange gør sig. Og den kommer ikke fra Det Nye Testamente. Her citerer Paulus netop Det Gamle Testamente, når han underviser om retfærdiggørelse ved tro.

Først spørger han: »For hvad siger skriften?« (det var nemlig autoriteten i Paulus' liv). Dernæst svarer han på sit eget spørgsmål ved at citere fra Første Mosebog: »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed« (Rom 4,3).

Vejen til retfærdighed er altså den samme i Det Gamle Testamente som i Det Nye Testamente: tro og tillid til Gud.

2. Livet

Og hvad så, når det handler om det liv, vi skal leve?

En biskop sagde i et interview for nogle år siden, at én af forskellene på jødedom og kristendom er, at i jødedommen gælder princippet »øje for øje«, mens vi i kristendommen har næstekærlighedsbuddet. Igen gælder det, at dette kun er en forestilling om Det Gamle Testamente. For buddet om næstekærlighed står netop i Moseloven, og når vi læser det i Det Nye Testamente, er det citeret fra Moseloven.

Ifølge Jesus hviler hele loven og profeterne på to bud, hvor buddet om næstekærlighed er det ene (Matt 22,34-40). Det betyder, at alt andet i Det Gamle Testamente er bygget på disse to bud: kærlighed til Gud og kærlighed til næsten.

Det gør altså næstekærlighedsbuddet til en grundsten i Det Gamle Testamente – og dermed i jødedommen. Jesus indførte ikke næstekærlighedsbuddet. Han citerer det blot fra Det Gamle Testamente.

Guds vilje er altså den samme i Det Gamle Testamente som i Det Nye Testamente: At hans folk skal leve i kærlighed til Gud og til næsten.

3. Guds væsen

Et af de helt centrale temaer i Det Gamle Testamente er Guds væsen. Altså budskabet om, hvordan Gud er.

Det får vi et meget komprimeret – og klart – svar på, da Gud åbenbarer sig på Sinaj bjerg.

Moses har været på bjerget og har modtaget de to stentavler med de ti bud. Mens han har været væk, har Israels folk lavet en guldkalv, som de tilbeder som Gud, og Moses smadrer i vrede de to tavler, da han ser det. Da han senere går op på bjerget igen, får han et helt særligt møde med Gud.

Der står, at Herren stiller sig hos Moses, og at Moses påkalder Herrens navn. Og så står der videre: »Og Herren gik forbi ham og råbte: "Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn”« (2 Mos 34,6-7).

Læg først mærke til, at det er Herren selv, som åbenbarer sig. Det er ikke et menneskes mening om ham, men Guds vidnesbyrd om sig selv. Læg dernæst mærke til ordene, for det er jo et fantastisk evangelium om den Gud, som har åbenbaret sig i Det Gamle Testamente: Han er barmhjertig, han er nådig, han er sen til vrede. Han er rig på troskab og sandhed, og han tilgiver skyld, overtrædelse og synd.

Men den, som vil blive i sin skyld, vil han straffe, og det vil få konsekvenser for de næste slægtled – selvom de naturligvis også kan vælge at vende sig til Herren og møde ham som den barmhjertige og nådige Gud. Sådan er den Gud, der har åbenbaret sig i Det Gamle Testamente.

Både salmister og profeter citerer denne grundlæggende sandhed om Gud igen og igen. Ja, hele Israels historie er én lang fortælling, der bekræfter denne sandhed. Gennem århundreder viser Gud, at han er trofast over for disse ord. Hele Det Gamle Testamente viser hans uendelige godhed, troskab og tilgivelse mod et folk, som konstant var på vej væk fra ham.

Han var sen til vrede. Men når de så stadig ikke ville vende sig til ham, så mødte Gud dem med vrede og dom.

Gud er trofast, også når mennesker er troløse. Men det er også denne troskab, som er baggrunden for Guds vrede. For Gud holder ord, både når det gælder hans frelse, og når det gælder hans dom. Det er Israels historie også et stærkt vidnesbyrd om.

4. Guds vrede

Det fører os videre over i et tema, som jeg tror, de fleste af os kan have det svært med, nemlig Guds vrede.

I Det Gamle Testamente møder vi ikke kun Guds vrede mod Israel, men også mod dem, som modarbejder hans gode plan for sit folk og hele verden. Den vrede kan virke ekstremt voldsom, men den er altid retfærdig. Og Guds vrede er ikke en modsætning til hans kærlighed. Tværtimod udspringer Guds vrede altid af, at han er kærlighed.

Guds vrede har to hensigter. For det første vil den kalde tilbage til ham: »For dette siger Herren: Se, denne gang vil jeg slynge landets indbyggere bort; jeg sender trængsler over dem, for at de skal finde mig« (Jer 10,18). I denne profeti forklares det, at Guds hensigt med at føre folket i eksil netop var, at de skulle vende om til ham og finde ham.

For det andet er Guds vrede en dom over menneskers oprør mod Gud. De folk, som Israel bekrigede i kampen for det lovede land, var folk, som havde haft deres besøgelsestid, men ikke ville omvende sig. Abraham kunne ikke få landet som ejendom straks, og hans efterkommere måtte også vente i flere generationer, »fordi målet for amoritternes skyld ikke var fuldt« (1 Mos 15,13-16). Gud er nemlig sen til vrede!

Da Israels folk så endelig ankom til landet, kunne kanaanæerne have gjort som Rahab. Hun havde hørt om Guds indgriben i Israels folk gennem de sidste mange år, og derfor vendte hun sig til Gud. Men sandsynligvis var der kun få, der gjorde som hende, og derfor faldt dommen.

Og dommen bærer et stærkt og alvorligt budskab til alle senere generationer: Omvend dig, mens der er tid. Gud lader sig ikke spotte.

Det er imidlertid ikke kun i Det Gamle Testamente, vi møder Guds vrede. Vi møder den samme vrede i Det Nye Testamente.

I Apostlenes Gerninger møder vi den rettet mod Guds folk, hvor Ananias og Safira falder døde om, fordi de har sat sig op imod Helligånden og løjet for Gud.

Når det gælder mennesker uden for Guds folk, er det ifølge Åbenbaringsbogen Lammets vrede, der skal få dem til at bede bjerge og klipper om at falde ned over dem (Åb 6,16).

Guds vrede er altså ikke i modstrid med Guds kærlighed og har ikke noget at gøre med Det Gamle kontra Det Nye Testamente. Guds vrede er den samme gennem hele Bibelen og gennem hele verdenshistorien, og den rammer de mennesker, der ikke vil anerkende Gud som skaber, Herre og frelser, selvom Gud kalder igen og igen.

5. Jesu lære

Hvad der burde betyde allermest for en kristen, er jo, hvad Jesus selv lærte mennesker om Gud. Noget af det allervigtigste, han siger, er, at han selv er ét med Faderen: »Den, der har set mig, har set Faderen« (Joh 14,9).

Med det mener han, at han er ét med den Gud, som har åbenbaret sig igennem hele Det Gamle Testamente. At han er ét med sin Fader betyder blandt andet, at han har samme væsen. »Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede,« lyder det i Hebr 1,3. Derfor hedder det også om Jesus, at han er »fuld af nåde og sandhed« ligesom Faderen (Joh 1,14).

Det vil sige, at Jesus er ligesom Gud i Det Gamle Testamente. Det kan derfor ikke lade sig gøre at tro på Jesus som Guds Søn, der er ét med Faderen, og samtidig tro, at Jesus er anderledes end den Gud, som har åbenbaret sig i Det Gamle Testamente.

Gud ændrer sig ikke

Når Gud sender Jesus ind i denne verden, udtrykker det så, at Gud har ændret sig? Svaret er ifølge hele Bibelen: Nej, Gud sender ikke sin eneste søn ind i denne verden, fordi han har ændret sig, men netop fordi han ikke har ændret sig!

Jesus kom, fordi Gud er en nådig og barmhjertig Gud, som er sen til vrede og rig på troskab og sandhed.

Jesus kom, fordi Gud er trofast og ville opfylde sine løfter fra Det Gamle Testamente om en frelser for alle mennesker.

Derfor er der grund til at synge med Brorson i det sidste vers i salmen:

»Syng højt i sky, Guds kirkeflok:
Halleluja! Nu har jeg nok,
Den fryd har ingen ende!«