»Alle vil indgå aftalen« siger Trump om 21-punktsplan
Nu prøver amerikanerne igen. Trumps regering har over de seneste uger talt med en række arabiske lande samt Israel om den plan, som skal afslutte krigen mellem Israel og Hamas og få de 48 gidsler løsladt.
The Times of Israel har kunnet afsløre planens 21 punkter, som altså er en række krav og betingelser, som både Israel, Hamas og en håndfuld arabiske lande skal gå med til, før den kan blive fuldt ud implementeret.
Trump har søndag udtrykt stor optimisme. »Vi har en reel chance for storhed i Mellemøsten. Alle er med på noget særligt for første gang nogensinde,« skrev han på Truth Social. Netanyahu var mere afdæmpet, men sagde, at »der arbejdes på det« og har han håber, aftalen bliver til noget, fordi »vi vil befri vores gidsler, fjerne Hamas fra magten, afvæbne dem og demilitarisere Gaza«.
Mandag mødes Trump og Netanyahu, og de skal selvfølgelig tale om planen. For når man ser på de 21 punkter, ja, så er der nogle af dem, som strider imod den israelske regerings krav.
De 21 punkter
Planen består som sagt af 21 punkter. Heriblandt er der krav til både Israel og Hamas. Også krav, som umiddelbart ser ud til at kunne blive en forhindring.
Samtlige 21 punkter kan ses her.
Her følger et overblik over det vigtigste indhold i aftalen:
Når det gælder gidslerne, så står der, at alle 48 skal løslades senest 48 timer efter aftalens indgåelse. Derefter vil Israel løslade flere hundrede palæstinensiske livstidsfanger samt over 1000 andre fanger. Hamas-ledere, som accepterer fredelig sameksistens, vil få amnesti og kan forlade Gaza, hvis de vil.
Der skal indsættes en midlertidig myndighed i Gaza bestående af palæstinensiske såkaldte teknokrater. Denne myndighed vil tage sig af den civile drift af Gaza, indtil Det Palæstinensiske Selvstyre har gennemgået en række reformer, som gør, at USA og Israel kan acceptere, at de overtager magten.
Dette punkt er et af dem, som er svære for Israel at acceptere. Netanyahu har gentagne gange sagt, at Israel ikke vil acceptere, at Selvstyret får en rolle i fremtidens Gaza.
Hamas vil ikke have noget som helst at skulle have sagt i Gaza, og der må ikke bygges militær infrastruktur – og den militære infrastruktur, som er der nu, skal ødelægges.
Så står der i planen, at alle palæstinensere, som ønsker at forlade Gaza, kan få lov til det, men ingen vil blive tvunget ud. Og dem, der vælger at forlade Gaza, vil kunne vende tilbage.
Og så nævner planen også etableringen af en »internationale stabiliseringsstyrke«. Der står, at USA vil samarbejde med arabiske og andre internationale partnere om at etablere denne styrke. Her forlyder det, at Israel ikke ønsker, at Qatar skal have indflydelse gennem denne styrke. USA lægger ellers angiveligt op til, at Qatar skal spille en betydelig rolle. Styrken vil stå for sikkerheden i Gaza. De israelske styrker skal gradvist overdrage kontrollen til dem.
Endelig er der punkt 20, som Israels regering også vil have vanskeligt ved at acceptere. Her står der nemlig, at »når Gazas genopbygning er kommet et stykke og Selvstyrets reformprogram er blevet implementeret, så kan det være, at omstændighederne er der for en troværdig proces (»pathway«) mod palæstinensisk statsdannelse«.
Det er selvfølgelig værd at bemærke formuleringen »der kan være, at omstændighederne er de rette for en proces mod …«. Det er sådan en formulering, som gør, at Netanyahu måske kan acceptere den og samtidig sige til sine vælgere, at han aldrig vil tillade en palæstinensisk stat.
Netanyahu sagde for få dage siden i sin tale til FN’s Generalforsamling, at ideen om en palæstinensisk stat er uacceptabel. Det svarer til at give Al Qaeda en stat få år efter 9/11, sagde han.
Det israelske perspektiv på aftalen
Noget tyder på, at vi ender med et aftaleforslag, som israelerne accepterer. Så er det store spørgsmål, om Hamas også gør. Og hvad der vil ske, hvis de afviser. I planen lægges der nemlig op til, at nogle af punkterne kan gennemføres, selv hvis Hamas afviser. Det er dog noget uklart, hvilke punkter man evt. vil forsøge at gennemføre alligevel. Til gengæld står det klart, at hvis Hamas ikke løslader gidslerne og lader sig afvæbne, så kommer Israel ikke til at trække sig ud af Gaza.
Hvis Netanyahu accepterer aftalen, kan det ikke afvises, at hans regering falder, fordi de nationalreligiøse støttepartier (Ben Gvirs parti og Smotrichs parti) vil trække støtten. Men måske er Netanyahu villig til at betale den pris. Der skal alligevel være valg om senest et års tid, og Netanyahu vil sandsynligvis gerne have afsluttet krigen og fået gidslerne hjem inden da. Ellers får han i hvert fald meget svært ved at genvinde magten. Et stort flertal af israelerne kræver nemlig, at krigen afsluttes, og at regeringen indgår en aftale, der får gidslerne hjem – næsten koste hvad det vil.
The Times of Israels Lazar Berman ser nogle positive perspektiver i aftalen for Israel. Han skriver, at Israel kan bruge den til at få gennemtvunget de nødvendige reformer af Det Palæstinensisk Selvstyre, og at aftalen måske kan føre til nye relationer og aftaler med arabiske lande.
Udfordringen, skriver han, er dog, at det kræver »en folkemorderisk terrorgruppes accept«. Og for at det skal ske, så mener han, at både arabiske lande og vestlige lande (fx dem, der for nylig har anerkendt en palæstinensisk stat) bør ændre kurs og lægge presset på Hamas, så de forstår, at »der ikke venter dem nogen sejr« ved at afvise endnu en aftale. Han forventer dog, at disse lande vil gøre, som de plejer og »komme med forvirrende og ubeslutsomt diplomati«.
Med andre ord: Hvis Hamas som den eneste stiller sig i vejen for den aftale, der kan afslutte krigen, så skal alt presset lægges på Hamas. Ikke på Israel i form af anerkendelse af palæstinensisk stat og løse krav om at afslutte krigen.
Palæstinenserne i Gaza håber selvfølgelig også, at aftalen bliver til noget, så de kan begynde at genopbygge deres liv efter snart to år med krig. Både israelernes og palæstinensernes liv vil blive bedre, hvis det lykkes at overbevise terrorgruppen om, at det ikke nytter noget at fortsætte kampen mod Israel.