Betingelserne for en palæstinensisk stat afslører Israels dilemma

Mandag aften skete der som forventet det, at Frankrig officielt anerkendte en palæstinensisk stat.

Også andre lande kom med en officiel anerkendelse, nemlig Luxembourg, Malta og Monaco. Nogle medier skriver, at også Belgien og Andorra fulgte trop, men i deres udtalelser fremgår det, at anerkendelsen vil ske på nogle betingelser, som ikke er opfyldt endnu. Anerkendelse er i én forstand givet, men den »træder først i kraft«, når betingelserne er opfyldt.

Og så meldte Danmark sig på banen med fem betingelser for anerkendelse.

Frankrigs anerkendelse kom ikke med nogen betingelser. Til gengæld arbejder franskmændene på en detaljeret plan for en proces frem mod en tostatsløsning. Og den proces indeholder opfyldelsen af mange af de samme betingelser, som Belgien og Danmark nævner.

Helt overordnet er det interessant at se, hvordan der kan siges at være mere substans i anerkendelserne, end der har været tidligere, når lande blot har meldt ud, at de anerkender en palæstinensisk stat.

Man kan mene, at anerkendelsen af en palæstinensisk stat nu er forkert af flere forskellige grunde. Ikke kun Israels regering, men også lederen af venstrefløjspartiet Demokraterne (Yair Golan hedder han) mener, at anerkendelsen er skadelig. Golan har længe støttet en tostatsløsning og tilhører den israelske fredsfløj, men her mindre end to år efter 7. oktober 2023 »er det destruktivt at tale om en palæstinensisk stat« siger han. Det siger noget om, at det er den generelle opfattelse i Israel, at anerkendelse nu og her er skadelig. Det er ikke kun noget, Netanyahu og hans højrefløjsministre mener.

Men selvom man måtte mene, at anerkendelse er en dårlig ide, så er det værd at bemærke, at anerkendelserne i denne omgang i høj grad bliver fulgt af en mere konkret stillingtagen til, hvordan fremtiden skal se ud, og hvordan man forestiller sig, at en tostatsløsning skal blive til virkelighed. Hvis man tager de positive briller på, kan man måske sige, at de anerkendende lande i hvert fald forsøger at være konstruktive.

Her vil vi se nærmere på to eksempler på det. For det første Frankrigs plan, for det andet de betingelser, som Danmark og Belgien har sat op.

Frankrigs plan

Emmanuel Macron begyndte sin tale mandag aften med at tale om 7. oktober og gidslerne i Gaza. Han omtalte blandt andet terrorangrebet som ”et åbent sår”. Men ikke desto mindre sagde han også, at »intet kan retfærdiggøre den fortsatte krig i Gaza«. Han sagde også, at han frygter, at Abrahamaftalerne og Israels fredsaftale med Egypten kan være i fare på grund af krigen i Gaza.

Og så henviste han til et brev, som Mahmoud Abbas (præsidenten for Det Palæstinensiske Selvstyre) skrev i juni, hvori der blandt andet stod, at »Hamas skal lægge sine våben« og at Selvstyret støttet af internationale styrker skal overtage kontrollen i Gaza.

Netop det er også afsættet i Frankrigs plan, som The Times of Israel kunne afsløre mandag.

Et hovedelement i den plan er en såkaldt »International Stabilization Force« (ISF). Den skal overtage den militære kontrol i Gaza fra den israelske hær og sørge for, at Hamas bliver afvæbnet«. Styrken skal hen ad vejen overdrage kontrollen til Det Palæstinensiske Selvstyres styrker. Planen nævner lande som Egypten, Jordan, Saudi-Arabien, Emiraterne og Qatar som nogle, der kan være en del af ISF. Den skal ifølge planen nedsættes via en resolution i FN’s Sikkerhedsråd. Det betyder, at det kræver USA’s opbakning. Og Macron indrømmer også, at det kræver, at Israel bakker op om resolutionen og ISF.

Og hvornår skal ISF så indsættes? Jo, planen siger, at det helst skal ske efter en våbenhvileaftale mellem Israel og Hamas. Men der står også, at det ikke kan udelukkes, at ISF indsættes før.

ISF skal indsættes i to faser. Først skal den have til formål at holde opsyn med våbenhvileaftalen, beskytte det palæstinensisk folk og gradvist afvæbne Hamas. I den næste fase skal ISF så arbejde på at hjælpe palæstinenserne hen mod det punkt, hvor der kan oprettes en palæstinensisk stat, lyder det. Styrken vil også hjælpe med at sikre, at der kan afholdes valg.

Mens det altså kan ses som en positiv ting, at Frankrig vil have sat Hamas ud af spillet, så er der naturligvis flere elementer i planen, som kan blive meget svært at gennemføre.

• Planen kan kun gennemføres, hvis Israel og USA bakker op. Israel har sagt, at de ikke stoler på Det Palæstinensiske Selvstyre og ikke ønsker, at de er en del af den fremtidige myndighed i Gaza. Den nuværende regering afviser blankt oprettelsen af en palæstinensisk stat.
• Ifølge planen skal ISF afvæbne Hamas. Men hvis ikke Hamas indvilger i det, så vil ISF vel ende i den situation, Israel er i nu, hvor man militært forsøger at bekæmpe Hamas – med civile tab til følge. Så et stort ubesvaret spørgsmål er: Hvordan vil man mere konkret afvæbne Hamas?

For nylig kom det frem, at den tidligere britiske premierminister Tony Blair arbejder på en lignende plan – en plan, som ifølge nogle kilder har støtte fra USA.

Danske og belgiske betingelser

Mens franskmændene altså valgte at anerkende sideløbende med deres plan, så valgte Belgien at gøre sin anerkendelse betinget. »Med bevidstheden om det traume, Hamas’ angreb 7. oktober medførte, vil Belgien først fortsætte til den formelle anerkendelse af staten Palæstina, når alle gidsler er befriet, og alle terrororganisationer såsom Hamas er blevet fjernet fra magten i Gaza,« lød det fra Belgiens premierminister, Bart de Wever.

Udmeldingen fra Danmark minder lidt om det – selvom Belgiens formuleringer placerer dem tættere på en anerkendelse end Danmark.

Lars Løkke opstillede mandag fem betingelser for anerkendelsen af en palæstinensisk stat (nogle medier har nævnt, at der var tre eller fire betingelser). De fem betingelser er:

• Gidslerne skal frigives
• Hamas skal afvæbnes
• Hamas skal sættes uden for indflydelse i fremtidens Gaza
• Det Palæstinensiske Selvstyre skal »holdes i reformsporet«
• Der skal være vished for, at en fremtidig palæstinensisk stat demilitariseres (denne femte betingelse blev oplyst af Udenrigsministeriet)

De tre første betingelser svarer faktisk meget godt til Israels betingelser for at afslutte krigen. Forskellen er så, at Israel ikke ønsker Selvstyret som en del af fremtidens Gaza. Og at de som sagt slet ikke ønsker en palæstinensisk stat.

Hamas er den store forhindring

Som det tydeligt fremgår af både den franske plan og betingelserne fra Danmark og Belgien, så er det lige nu Hamas, der er den helt store forhindring for en positiv udvikling for palæstinenserne. Det er palæstinenserne, der stilles krav til – ikke Israel.

Det er rigtigt, at de anerkendende lande også kritiserer Israel for krigen i Gaza og siger, at det er gået for vidt. Men samtidig anerkender de, at Hamas bliver nødt til at blive fjernet som militær og politisk magtfaktor, før der kan ske en udvikling. Og det er jo (en smule ironisk) netop det, Israels krig i Gaza har som formål – sammen med målet om at befri gidslerne (selvom det lader til at have andenprioritet ift. bekæmpelsen af Hamas).

Så på den ene side siger landene: Israel går for vidt i krigen i Gaza, og derfor må vi anerkende for at bevare håbet om en tostatsløsning.

Og samtidig med det giver de faktisk Israel ret i, at målet med krigen er en nødvendig forudsætning for, at der kan komme fred og håb om en tostatsløsning.

Her er problemet jo så, at Hamas ikke er sådan lige at komme af med, fordi de gemmer sig bag civilbefolkningen og har gjort Gaza til et stort underjordisk fort.

Måske kan alt dette hjælpe lande som Frankrig til at forstå Israels dilemma. For eksempel hvis man forestiller sig, at den internationale styrke ISF er dem, der skal sørge for palæstinensernes sikkerhed i Gaza, samtidig med at de skal sørge for afvæbningen af Hamas.

Man kan meget vel forestille sig, at Frankrig – og de øvrige lande – håber og tror, at Netanyahus regering mister magten senest om et år, når der skal afholdes valg. Det er svært at se for sig, at planen kan blive gennemført, så længe den nuværende regering har magten. Det er ikke utænkeligt, at krigen har fundet en form for afslutning inden for det næste år. Og til den tid vil man måske være klar med en mere færdig plan – som man så håber, at den næste israelske regering vil gå med til.