Israel gør klar til at indtage hele Gaza

Det er forventningen, at Israels sikkerhedskabinet torsdag aften vil vedtage en plan om, at militæret skal indtage og kontrollere hele Gaza. Lige nu kontrollerer IDF cirka 75 procent af området. Men stort set hele Gazas befolkning samt de 50 gidsler befinder sig i de resterende 25 procent.

Som chefredaktør på The Times of Israel David Horovitz forklarer, så er det uklart, om der er tale om en længevarende besættelse af Gaza, eller om der mere er tale om en militær kontrol, der vil vare, indtil man – hvis det er muligt – har besejret Hamas.

 

Modstand fra opposition, hærchef og pårørende

Meningsmålingerne har længe vist, at et flertal af israelerne ønsker en aftale, som afslutter krigen og får alle gidslerne hjem – også selvom det betyder, at Hamas bevarer magten i Gaza. Det står derfor klart, at der i befolkningen er en vis modstand mod planen.

Ikke overraskende har oppositionsledere og pårørende til gidsler advaret mod den beslutning, som altså ventes at blive taget torsdag aften.

Oppositionsleder Yair Lapid har sagt, at det »vil føre til, at alle gidslerne dør, enten af sult, af tortur eller ved at de bliver dræbt i israelske angreb«. »Til gengæld,« siger han, »vil vi få ansvaret for mere end to millioner palæstinensere. Vi skal betale for deres elektricitet, vand, skoler og hospitaler med israelske skattepenge. Annekterer man, betaler man,« lyder det. Kabinettet har dog ikke talt om annektering som en del af planen. Selvom Israel angiveligt for nylig har sagt til Hamas, at man vil annektere områder af Gaza, der grænser op til Israel – som en slags respons på, at Hamas afviste juli måneds amerikanske forslag til en våbenhvileaftale.

Også Anat Angrest, hvis søn Matan er blandt de 20 levende gidsler i Gaza, frygter, at planen vil føre til gidslernes død. Enten fordi de bliver dræbt i forbindelse med de angreb, som vil finde sted i områder, hvor gidslerne befinder sig. Eller fordi Hamas vil henrette gidslerne, hvis soldaterne kommer tæt på dem. Det skete for cirka et år siden, da seks gidsler blev skudt på klos hold, fordi israelske soldater nærmede sig. Ifølge Kanal 12 har tidligere gidsler sagt, at Hamas har teknologi, der gør, at de ved, om israelske soldater nærmer sig gidslerne. Anat Angrest har opfordret hærchef Eyal Zamir til at sige op, hvis planen vedtages.

Alt tyder da også på, at Zamir og hæren er imod regeringens plan. Ud over at planen kan bringe gidslernes liv i fare, skulle Zamir også have sagt til Netanyahu, at planen vil trække alt for store veksler på den i forvejen hårdt prøvede hær. Han skulle også være imod planen, fordi den sandsynligvis vil føre til, at mange israelske soldater bliver dræbt.

Når og hvis planen bliver vedtaget, bliver det interessant at se, om Netanyahu kan svare på, hvorfor han tror, at Israel kan nå sine erklærede mål ved at kontrollere hele Gaza.

 

Skal Israel overgive sig for at kunne rejse sig?

Israel har nu brugt 22 måneder på at bekæmpe Hamas. Mange terrorister er blevet dræbt (mere end 20.000 ifølge Israel), og en stor del af terrorgruppens infrastruktur er ødelagt. Men de har stadig gidslerne. Og hvis Israel trak sig ud i morgen, ville Hamas sandsynligvis generobre kontrollen. Selv efter 22 måneder har Israel altså ikke kunnet nå sit mål.

Spørgsmålet, som mange stiller sig, er derfor, om Israel bør erkende, at mere krig ikke er vejen frem.

Iris Haim, hvis søn Yotam blev taget som gidsel 7. oktober og på tragisk vis i december 2023 blev skudt af israelske soldater, som troede, at han og to andre gidsler var fjender, skrev for nylig et opslag på Facebook. Her skrev hun, at Israel bør »overgive sig« for at få gidslerne hjem. »Jeg er klar til overgivelse i bytte for gidslerne, i bytte for at bevare den sidste værdighed over for de familier, der stadig har håb,« skrev hun. »Jeg tror ikke, at vi vil kunne rejse os igen uden først at give op,« lød budskabet.

Men Netanyahu og regeringen er ikke villig til at give op og lade Hamas overleve. Derfor fortsætter de krigen. Spørgsmålet er: Gør de det, fordi de rent faktisk tror, at det vil føre til sejr? Eller gør de det, fordi alternativt (overgivelse) ikke er en mulighed for dem. En tredje mulighed kunne være, at de gør det i håbet om, at det vil få Hamas til alligevel at indgå en aftale om afslutning på krigen. Vel at mærke en aftale, der inkluderer, at Hamas skal afvæbnes.

 

»Det er stadig 7. oktober«

I ugerne og månederne efter terrorangrebet 7. oktober, hørte man mange i Israel sige, at »det stadig var 7. oktober i Israel«, mens resten af verden var kommet videre og diskuterede, om man kunne forsvare krigen i Gaza.

Den formulering gælder stadig i nogen grad. Først når alle gidslerne er hjemme, kan Israel for alvor begynde »at rejse sig« fra den forfærdelige dag, som Iris Haim formulerer det.

Først da kan Israel som land og folk begynde at genopbygge alt det, som blev ødelagt 7. oktober, og som er blevet ødelagt lige siden. Først da vil helingsprocessen for alvor kunne ske.

Det kan den ikke, så længe David Evyatar, Rom Braslavski og formodentlig 18 andre levende unge mænd udsultes og tortureres i Gazas tunneller. Det kan den ikke, før familierne til de formodentlig 32 døde gidsler kan lægge deres kære til hvile.