Vil droppe film om 7. oktober med utrolig begrundelse
I begyndelsen af september løber Toronto Film Festival af stablen. Oprindeligt var det planen, at filmen »The Road Between Us: The Ultimate Rescue«, som handler om Hamas’ terrorangreb 7. oktober, skulle vises.
Men 13. august kom det frem, at filmen var taget af plakaten. Personer, der har været med til at lave filmen, fortalte, at festivalen havde givet den begrundelse, at der ikke var givet tilladelse af Hamas til at vise de filmklip, som terroristerne selv optog af deres forbrydelser den dag, og som bruges i filmen. Festivalen bekræftede senere, at beslutning blandt andet skyldtes manglende »tilladelse vedrørende alle optagelser«.
Beslutningen har skabt chok hos mange, og hos filmholdet er man overbevist om, at det handler om politisk censur og om udefrakommende pres – ikke om manglende tilladelser fra Hamas.
»Forestil jer, at man ved Nürnbergprocessen ikke ville vise nazisternes optagelser på grund af en manglende tilladelse fra Goebbels,« lød reaktionen fra en komiker.
Vises måske alligevel
Allerede torsdag har lederen af festivalen så været ude og undskylde. Han siger, at han vil arbejde for, at filmen alligevel vises. Han mener, at den »fortæller en vigtig historie«. Han afviser, at filmen blev bortcensureret og siger, at festivalens juridiske team vil arbejde sammen med holdet bag filmen og få styr på »kravene for fremvisning«. Det fremgår ikke, om han mener, at Hamas skal give tilladelse til, at filmen – som altså indeholder terroristernes optagelser – bliver vist. Det er dog næppe tilfældet.
Talia Ram, som er en af producerne på filmen, har udtalt, at udviklingen ikke kommer som den store overraskelse. »Lad mig sige det på den måde, at da jeg købte min billet til Toronto, sikrede jeg mig, at den kunne refunderes,« sagde hun til Kanal 12 onsdag.
Det Jødiske Samfund i Toronto sagde onsdag, at de selv ville arrangere en offentlig fremvisning.
Filmen handler om generalmajor Noam Tibon, der 7. oktober forsøgte at redde sin søn og hans familie, som befandt sig i kibbutz Nahal Oz.