Skandale: IDF’s topadvokat lækkede video og løj for Højesteret

En helt vild historie udspiller sig lige nu i Israel. Og man skal holde tungen lige i munden for at forstå sammenhængen. Men lad os prøve. Først kommer en forklaring af den seneste udvikling, og bagefter følger baggrunden for skandalen.

I denne artikel kan man se en samlet tidslinje over forløbet.

 

Lækker video og lyver om undersøgelse

Hovedpersonen er den israelske hærs (nu tidligere) chefadvokat Yifat Tomer-Yerushalmi. Hun indrømmede i fredags, at hun var ansvarlig for lækket i august 2024 af en video, der viser israelske soldater mishandle et Hamas-medlem på detentionscentret Sde Teiman. Og ikke nok med, at hun altså har lækket videoen. Da hun efter lækket blev beordret til at igangsætte en undersøgelse af, hvem der stod bag lækket, fortalte hun – blandt andet skriftligt til Israels Højesteret – at det ikke var muligt at finde frem til den eller de skyldige. Mens det altså var hende selv, der var den skyldige.

I sidste uge kom det så frem, at politiet havde fundet beviser på, at Yerushalmi var ansvarlig. Hun blev suspenderet og valgte så i fredags at trække sig helt fra stillingen, da hun samtidig indrømmede, at hun havde givet ordren til at lække videoen fra Sde Teiman.

Søndag aften udviklede det sig så om muligt endnu mere dramatisk. Yerushalmis familie meldte hende nemlig savnet, da hun havde været væk fra hjemmet i mange timer og havde efterladt sig det, der angiveligt mindede om et selvmordsbrev. Der blev sat en stor eftersøgning i gang, og efter nogle timer blev hendes bil fundet ved kysten ved Tel Aviv. Kort efter fandt man også en drivvåd Yerushalmi. Nogle kilder siger, at hun forsøgte at begå selvmord i havet. Andre siger, at hun forsøgte at få det til at se ud, som om hun ville begå selvmord – men egentlig ikke havde den hensigt. Der spekuleres i, at hun ville iscenesætte et selvmordsforsøg for at have en undskyldning for at skille sig af med sin telefon, hvorpå der meget vel kan ligge bevismateriale. Denne mistanke findes også hos myndighederne. Tirsdag morgen leder man stadig efter hendes telefon på stranden i Tel Aviv.

Nogle timer efter at hun blev fundet, blev hun så arresteret og er nu sigtet.

 

Baggrunden

Sde Teiman-basen blev efter terrorangrebet 7. oktober taget i brug som detentionscenter. Så i 2024 var der mange palæstinensisk fanger her – hvoraf mange var Hamas-folk, der havde deltaget i terrorangrebet.

I juli 2024 kom det frem, at en fange var blevet tilset af en læge, som havde konstateret, at fangen var blevet tæsket og mishandlet. Han havde flere brækkede ribben, og der var tegn på groft seksuelt misbrug. En gruppe soldater blev nogle uger efter tiltalt i sagen, hvilket førte til, at der var demonstrationer ved Sde Teiman. Det var folk fra den yderste højrefløj, som var utilfredse med, at soldaterne skulle tiltales. De var med andre ord vrede på blandt andet Yerushalmi, fordi de mente, at det var forkert at anklage soldater og forsvare Hamas-folks rettigheder. Blandt demonstranterne var flere medlemmer af Itamar Ben Gvirs parti – også en minister. I de kommende dage kritiserer også premierminister Netanyahu beslutningen om at sigte soldaterne.

I august 2024 – altså en måneds tid efter hændelsen – blev der så lækket en video, der viser overfaldet, hvor fangen bliver mishandlet.  Grunden til, at Yerushalmi lækkede videoen var, at hun ønskede at vise, at der altså var god grund til at tiltale soldaterne. Hun ville »modsige falsk propaganda« lød det i hendes opsigelsesbrev.

I september blev der så gjort en indsigelse til Højesteret, hvor en organisation for efterladte krævede at lækket blev undersøgt af andre end Yerushalmi. Det endte så med, at hendes vicechef stod for undersøgelsen. Den undersøgelse (som næppe har været en reel undersøgelse) komme der selvfølgelig ikke noget ud af (set i bagklogskabens lys).

 

Lyver for Højesteret

I august 2025 kommer der så en ny indsigelse til Israels Højesteret med et krav om en undersøgelse af lækket. Og det er så her, der bliver givet et skriftligt svar til Højesteret, hvor der blandt andet står, at »der er ingen undersøgende handlinger, som har ægte potentiale til at føre den kriminelle undersøgelse videre«. Med andre ord: Der er ikke mere, vi kan gøre for at finde ud af, hvem der lækkede videoen.

Flere mener, at der her er tale om falsk vidneudsagn til Højesteret, hvilket selvfølgelig er en alvorlig forbrydelse.

29. oktober påbegyndte politiet så alligevel en ny undersøgelse på ordre fra rigsadvokaten. Og det er den, der nu har afsløret, at chefadvokat Yifat Tomer-Yerishalmi er ansvarlig.

 

Bekræfter regeringens narrativ

De seneste dage har der så været mange, der har raset mod Yerushalmi. Det har ført til, at flere fra oppositionen har advaret mod opildnen til had imod hende. Nogle har sammenlignet det med Yitzhak Rabin, der – ligesom Yerushalmi – blev kaldt en forræder og blev skudt og dræbt af en jødisk ekstremist.

Hele affæren er vand på Netanyahus mølle. Han og regeringen mener, at både medier, Højesteret og adskillige andre institutioner fører smædekampagne mod dem, og at man ikke kan stole på dem. Nu kan de pege på Yerushalmi og sige: »I kan bare se. Selv den øverste juridisk ansvarlige i Israels hær lækker videoer og lyver for at sværte højrefløjen til.«

Fem soldater fra videoen er i øvrigt stadig sigtet i sagen.

Dramaet fortsætter, fordi Israels justitsminister, Yariv Levin, forsøger at forhindre Israels rigsadvokat i at lede sagen mod Yerushalmi. Levin mener, at rigsadvokat Gali Baharav-Miara er inhabil, fordi hun har været involveret i de interne ”undersøgelser”.

Det er nu Højesteret, der skal afgøre, om Baharav-Miara må lede sagen som anklager.

Spørger man Levin og mange andre i regeringen, så forsøger både rigsadvokaten og Højesteret at modarbejde regeringen. Netanyahu har for nylig forsøgt – uden held – at få Baharav-Miara fyret.

Ja, det går ikke stille for sig i Israel.