For 400 år siden kom de første jøder til Danmark

I 1622 modtog en gruppe udenlandske jøder en ganske særlig invitation fra den danske konge Christian IV. De blev inviteret til at bosætte sig og drive handel i det danske kongerige. Flere af dem pakkede kufferten og slog sig ned i Danmark. Immigrationen af de første jøder til Danmark var begyndelsen på en dansk-jødisk historie, der i år runder 400 år. I denne artikel skal vi se på, hvem de første danske jøder var, hvor de slog sig ned, og hvordan de ernærede sig. Vi skal også se nærmere på hovedlinjerne i den store udvikling, som har fundet sted, siden de første jøder slog sig ned herhjemme for 400 år siden.

Begyndelsen på den dansk-jødiske historie

Christian IV er med god grund en af de mest kendte konger blandt skoleelever i Danmark i dag. Det kan tilskrives de mange imponerende bygninger, han fik opført, og de sagnomspundne krige, han kastede Danmark ud i.

Mindre kendt er det, at det var Christian IV, som var årsagen til de første jøders ankomst til Danmark. På hans tid var Danmark geografisk langt større end i dag, og hvis den internationale magtposition skulle fastholdes og landet udvikles, havde landet brug for kapital og et godt netværk.

Der boede dengang jøder over hele Europa, og de levede under vidt forskellige vilkår. For de fleste jøders vedkommende var der imidlertid tale om en omskiftelig tilværelse med forfølgelse og ringe levevilkår. Dog var de sefardiske jøder, som primært kom fra Spanien og Portugal, kendt som veletablerede købmænd med gode handelsforbindelser. Christian IV så altså en mulighed for at øge rigets velstand ved at invitere disse jøder til landet. Desuden ville tilflytningen af sefardiske jøder også give mulighed for finansiel vækst gennem mulighed for banklån. Dengang måtte kristne nemlig ikke udlåne penge til andre kristne.

For at overtale de velhavende jøder til at flytte til landet måtte de stilles nogle privilegier i udsigt. De fik blandt andet tilbudt udbredt selvstyre og retten til at klæde sig, som de ville, hvilket ellers ikke var nogen selvfølge i resten af Europa på den tid.

Der var cirka 30 jødiske familier, der tog imod Christian IV’s invitation i de efterfølgende år. Den danske konges intention var, at de sefardiske jøder skulle slå sig ned i den nyetablerede handelsby Glückstadt, som lå i hertugdømmet Holsten, der dengang var underlagt den danske konge – og i den forstand kunne betragtes som dansk..

Glückstadt etablerede sig imidlertid aldrig som et egentligt handelscentrum, og de første jøders skæbne var meget blandet dér. Nogle gik konkurs og fraflyttede landet, mens andre formåede at klare sig og blev boende. Glückstadt var den første »danske« by til at huse en jødisk menighed.

Fra Glückstadt og videre ud i Danmark

I årene efter Christian IV bredte den jødiske indvandring sig til nye områder i Danmark. I Fredericia, som også var en nyanlagt by i 1600-tallet, gjaldt der også særlige privilegier, som jøderne kunne nyde godt af. Der var religionsfrihed og flere års skattefrihed for nytilflyttede. Lignende privilegier blev senere udbredt til andre danske provinsbyer. Her var det ikke kun sefardiske jøder, der slog sig ned. Også ashkenaziske jøder, der kunne være til nytte for den danske stat, fik lov til at slå sig ned og drive småhandel.

Flere og flere jøder fik i løbet af 1700-tallet lov til at bosætte sig i landet, hvilket muliggjorde etableringen af jødiske menigheder i en del af de danske provinsbyer. Der blev opført synagoger i byer som Horsens, Faaborg, Aalborg, Randers, Fredericia og Nakskov. Det vidner om, at man med god grund kan betegne jøderne som den første reelle ikke-kristne minoritet i Danmark. Mange af de omtalte synagoger er dog i dag enten revet ned, eller også bliver bygningerne benyttet til andre formål.

At disse synagoger i provinsen ikke længere bliver benyttet, vidner om, at det jødiske liv forholdsvist hurtigt fandt sit centrum i København. 1800-tallet var nemlig kendetegnet ved en stor jødisk tilflytning til hovedstaden. Her ernærede de jødiske borgere sig, ligesom i provinsen, gennem handel og forretning.

1800-tallet var dog også en tid, hvor flere danske jøder havde held og dygtighed til at etablere sig som anerkendte videnskabsfolk og kunstnere. Niels Bohr og Georg Brandes er blot to eksempler på kendte danskere fra 1800-tallet, som havde jødisk baggrund. Der kan med god grund tales om en jødisk guldalder i denne periode, hvor det københavnske kulturliv i høj grad var præget af danske jøders bidrag.

Denne fremtrædende plads i dansk kulturliv var dog ikke en selvfølge, hvis man kigger på det syn på danske jøder, der ellers havde hersket i den danske stat indtil 1800-tallet.

Fra »nation i nationen« til integreret minoritet

Man kan med god grund sige, at den jødiske tilstedeværelse i Danmark var tålt, men ikke respekteret i de første par hundrede år efter 1622. Selvom den jødiske indvandring indledningsvis skete på den danske konges foranledning, blev de danske jøder anset for at tilhøre deres egen nationalitet – ikke blot religion. De var »en nation i nationen«. Dansk og jødisk liv var i mange år helt adskilt.                       Jøderne havde eksempelvis ikke adgang til kristne håndværkerlaug, de skulle drive deres egen fattigforsorg, og de havde deres eget retssystem til at afgøre interne konflikter (egen jurisdiktion). Det var først i 1814 i forbindelse med kongemagtens ønske om ensretning af den danske stat og en tydeligere definition af det danske folk, at jøderne i Danmark fik borgerrettigheder. Og selv hér var der erhverv, som jøder ikke kunne besidde, medmindre de lod sig døbe.   

Denne skarpe opdeling mellem de danske jøder og resten af den danske stat begyndte stille og roligt at ændre sig i overgangen mellem 1700- og 1800-tallet, hvor der var kræfter internt i det jødiske samfund, som ønskede en større integration i det danske samfund og en reformering af den jødiske menigheds styre, som de syntes var blevet for lukket og konservativt. Ligeledes var der også fra statens side et ønske om større integration, hvor Frederik VI ønskede at give danske jøder flere muligheder. Det hele kulminerede i »Frihedsbrevet« af 1814, som gav jøder borgerrettigheder.

For at få del i disse rettigheder måtte de danske jøder til gengæld ændre en række praksisser. Der skulle eksempelvis prædikes på dansk, kongen kunne udnævne rabbinere, og jødiske drenge og piger skulle eksamineres i jødisk religion ud fra en autoriseret lærebog som ved den kristne konfirmation. Man ønskede altså at tilrette jødisk praksis, så den mindede mere om den danske kirkes praksis.  

De danske jøders forsøg på at integrere sig fortsatte også efter Frihedsbrevet. På de jødiske skoler var der eksempelvis stigende fokus på at lære dansk og på at dygtiggøre sig inden for verdslig videnskab.

I den periode var der også flere eksempler på jøder, der lod sig døbe for at få adgang til jobs og andre privilegier, som de stadig ikke havde adgang til på dette tidspunkt. Udviklingen betød også, at færre jøder levede et klassisk jødisk liv, ligesom der blev flere og flere ægteskaber mellem jøder og kristne.

Efterhånden var den jødiske tilstedeværelse ikke bare accepteret men også respekteret. De danske jøder gik fra at være en nation i nationen til at være danskere –  blot med en anden tro.

Flygtningestrømme i 1900-tallet

I starten af 1900-tallet blussede heftige jødeforfølgelser op flere steder i Europa. Værst stod det til i Østeuropa, hvor mange jøder blev drevet på flugt. Det anslås, at cirka 10.000-12.000 jøder flygtede til Danmark fra østeuropæiske og russiske områder i perioden 1882-1914. Cirka 3.000 blev permanent i Danmark, mens mange fortsatte rejsen til Amerika.

Blandt de danske jøder var der ikke stor jubel over disse flygtninges ankomst. Der var nemlig tale om fattige jøder, der talte jiddisch, og som kom med nogle helt andre traditioner i bagagen. De danske jøder frygtede, at den danske befolknings syn på jøder ville ændre sig med disse flygtningestrømme, og at det ville få negativ betydning for de ellers gode forhold for de danske jøder.

Det Jødiske Samfund gjorde dog en massiv indsats for at hjælpe.  Der blev etableret fattighjælp målrettet de jødiske flygtninge, og man gjorde alt, hvad man kunne for at hjælpe dem i job.

I Det Jødiske Samfund i dag er der mange familier, der er efterkommere af disse flygtninge – og knap så mange, der er efterkommere af de gamle dansk-jødiske familier, som i højere grad er blevet assimileret med resten af den danske befolkning. Det var også jøder fra Østeuropa, som tog stærkt initiativ til at oprette jødiske klubber og idrætsforeninger, som stadig eksisterer i dag.

Flugten over sundet

I gennemgangen af hovedlinjerne i den dansk-jødiske historie kommer man ikke uden om, at Anden Verdenskrig og dens følger også har væsentlig betydning.

I første halvdel af 1900-tallet florerede der antisemitiske holdninger i det danske samfund ligesom i resten af Europa, men truslen mod de danske jøder blev først for alvor konkret med nazisternes besættelse af Danmark. De fleste danskere kender uden tvivl historien om, hvordan næsten alle jøder blev reddet til Sverige i en spektakulær redningsaktion.

Flugten over Øresund er ikke kun en historie, der har fået betydning for jøder herhjemme. Også i Israel er der mange, der betegner redningen af de danske jøder som det eneste lyspunkt for jøder under Holocaust, og man kan stadig møde stor taknemmelighed over, at en hel del danskere var villige til at sætte egen sikkerhed på spil for at redde de danske jøder.

Selvom der i dag findes historikere, som betvivler motiverne hos de fiskere, der sejlede jøderne til Sverige, er der enighed om, at redningsaktionen har været med til at understrege og tydeliggøre, at de danske jøder er lige så meget en del af Danmark som os andre kristne danskere.

Oprettelsen af staten Israel – et nyt hjemsted?

Selvom oprettelsen af staten Israel var en begivenhed uden for Danmarks grænser, må den alligevel siges at være et højdepunkt også for danske jøder i nyere tid.                     Indtil 1948 havde europæiske jøder kun mulighed for at være bosiddende i lande, hvor de helt automatisk ville blive opfattet som en minoritet. Med oprettelsen af staten Israel blev det pludselig muligt at flytte til et land, hvor flertallet af indbyggerne var jøder ligesom dem selv.

At der stadig bor cirka 6000 jøder i Danmark, hvoraf omkring 2000 er medlemmer af Det Jødiske Samfund, vidner om, at det langtfra er alle, der har benyttet sig af den mulighed. For mange danske jøder er der ingen tvivl om, at Danmark stadig er deres fædreland.

I andre europæiske lande – særligt Frankrig – har mange jøder de senere år valgt at immigrere til Israel – især på grund af mange antisemitiske angreb. Mange jøder har følt sig truet på deres sikkerhed. Da synagogen i Krystalgade i København blev udsat for et terrorangreb i 2015, opfordrede den daværende israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, danske jøder til at følge de franske jøders eksempel. »Der er plads til jer her,« sagde han.

For mange danske jøder (med fare for at generalisere) er Israel en kilde til stolthed og glæde over, at andre jøder har et sikkert land at vende hjem til. Men på nuværende tidspunkt ser det altså ikke ud til, at Det Jødiske Samfund i Danmark er »truet« af immigration til Israel. »De danske jøder er jo hjemme,« udtalte den danske overrabbiner, Jair Melchior, dengang som svar på Netanyahus invitation, og det ser ud til, at de danske jøder er enige med ham.

Mange danske jøder orienterer sig i dag mod Israel; både på grund af familieforbindelser, og fordi landet er jødedommens kulturelle centrum. Men det ændrer ikke ved, at de fleste føler sig hjemme her og føler sig som danskere, ligesom os andre.