Smag påskens budskab i et jødisk måltid

Forestil dig et stort bord med hvid dug, hvide lys og familie og venner samlet. Ude i køkkenet dufter maden i gryderne, og på bordet står et fad med små skåle fyldt med sådan lidt halvmærkelige ting som saltvand, æg, urter og lammeben. Det er det jødiske påskemåltid.

Første gang jeg deltog i det (med et kristent tvist), var, da jeg var volontør i Yad va Lev i Jerusalem. Det var en stærk oplevelse, og efterfølgende har vi en del år fejret det samme måltid skærtorsdag hos mine forældre. Det er et af mine klare påskehøjdepunkter.                    Ikke kun fordi måltidet indstiller mine tanker på de begivenheder, som vi skal til at fejre. Men særligt fordi jeg i påskemåltidet får en større forståelse af påskens budskab. Måltidet forløber efter et helt fast ritual, en pædagogisk ramme, som skulle hjælpe israelitterne til at mindes og genfortælle, hvad Gud gjorde for dem, da han udfriede dem fra Ægypten. Men ritualerne fortæller ikke kun om 400 års slaveri – de peger samtidig meget længere frem, nemlig mod Jesus.

Jesu genialitet

Alt det med æsler, kors, død og opstandelse, det kan være svært at gribe om. Hvad handler det om, og hvad skete der egentlig i påsken?

Det er ikke så mærkeligt hvis vi stiller spørgsmål. Disciplene havde gået sammen med Jesus i tre år, og de forstod det heller ikke.

Her gør Jesus efter min mening noget helt genialt skærtorsdag, da han fejrer påskemåltidet sammen med sine disciple. Han bruger påskemåltidets pædagogiske virkemidler til at åbne disciplenes og vores øjne for, hvad det var, han skulle gøre langfredag og påskemorgen.

Disciplene havde sandsynligvis fejret påsken på samme måde hvert år, siden de var børn. De kendte fortællingerne og symbolerne. De kendte smagen af de bitre urter, saltvandet til minde om folkets tårer i Egypten. De kendte udmærket de fire bægre vin, og de havde mange gange prøvet at bryde brødet, tænde lys og synge lovsang. Alt sammen var det designet til at fortælle beretningen om den første påske på en sansefuld måde, så de både smagte og hørte om Guds undere.

Skærtorsdag aften giver Jesus nu de samme ritualer og symboler en dybere betydning og sætter sin egen forestående lidelse og død ind i påskemåltidets ramme. Jeg kan ikke andet end forestille mig, at det må have talt til disciplene på en helt særlig måde.

Påskemåltidet er et ret langt ritual med mange forskellige elementer, som man kunne tage fat i. Men personligt har jeg tre steder, som særligt betyder noget for mig: når brødet brydes, det tredje bæger vin og den afsluttende hilsen, hvor man siger »næste år i Jerusalem«.

Brødet brydes

Gud befalede israelitterne i Egypten, at de den første påske skulle spise usyret brød. Også ved det jødiske påskemåltid i dag spiser jøderne usyret brød. Her har man tre usyrede brød i et klæde. Det midterste brød brydes, og den ene halvdel deles ud til alle omkring bordet. Den anden halvdel gemmes til senere i måltidet. Om dette brød skriver Lukas i sit evangelium: »Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!”« (Luk 22,19).

Hvorfor tre brød? Hvorfor bryde det midterste? Det er svært ikke at tænke på Faderen, Sønnen og Helligånden. Måske kan I genkende ordene fra nadveren. Det er Jesu indstiftelse af den ene del af nadveren. Sønnen brydes, gemmes væk i tre dage i graven og opstår igen påskemorgen. Sønnen deles ud til os hver især. Jesus forkynder med noget så simpelt som et stykke brød, at han er den, som skal brydes for disciplenes og vores skyld og gives til os hver især. Dette er mit legeme, siger han.

Vi kan have svært ved intellektuelt at forstå, hvad Jesus har gjort for os, så derfor bruger han også andre virkemidler end ord.

Det er i virkeligheden meget moderne pædagogik. Vi får lov til at smage, dufte, røre og mærke, at dette er Jesu Kristi legeme, og at han er blevet brudt for vores skyld.

Det tredje bæger vin: Frelsens bæger

Betydningen af Jesu forestående opgave understreger han endnu tydeligere, da han senere i måltidet indstifter den anden del af nadveren: »Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer”« (Luk 22,20).

Før jeg fejrede påskemåltidet, havde jeg egentlig aldrig spekuleret over, at der er tale om et specifikt bæger. Jeg havde aldrig studset over, hvad bægeret efter måltidet var for et.

Som sagt drikkes der fire bægre vin i løbet af ritualet. Det er sammensat sådan, at den første del af ritualet foregår inden selve måltidet og resten bagefter. Lige efter måltidet drikkes det tredje bæger vin. Det er det, som Jesus bruger i Lukasevangeliet 20,22.

Det er velsignelsens eller frelsens bæger. Det vidste disciplene godt. De har drukket af det hver påske, siden de var børn.

Igen bruger Jesus måltidets pædagogik. Han tager frelsens bæger og fortæller os, at det her er hans blod, som han vil give for os. Han fortæller os, at han er vores frelses bæger.

Tidligere i ritualet er alle ti plager fra Egypten blevet gennemgået. Den tiende plage var dødsenglen, som dræbte alle førstefødte. Israelitterne gik fri, hvis de havde lammets blod på deres dørstolper. Vi læser i Det Gamle Testamente, at i blodet er livet. Derfor må jøderne heller ikke spise blod. Vinen til påskemåltidet skal minde om det blod, det liv, som frelste dem.

Jesus giver bægeret en dybere betydning og siger, at det ikke udelukkende er et minde om lammets blod fra Egypten. Det er Jesu blod, som han vil give for dem. Med andre ord: Frelsens bæger er hans liv, som han giver for os. Hver gang jeg får nadveren, får jeg del i Jesu liv.

Næste år i Jerusalem

Påskemåltidet slutter med det fjerde og sidste bæger, hvor jøderne hilser hinanden med et »næste år i Jerusalem!«.

Dette bæger har fået en særlig betydning, efter at jøderne blev spredt til hele verden. Det er håbet om igen at få lov til at fejre påsken i templet i Jerusalem. Håbet om igen at komme hjem.

Når Jesus kommer igen, skaber han en ny himmel og en ny jord – et nyt Jerusalem. Efter at have været igennem hele påskeberetningen og efter at have set, hvad det er, Jesus har gjort for os, får vi lov til at slutte af med det, som det hele sigter imod: at vi kan være sammen i det nye Jerusalem. I en vis forstand er vi ikke hjemme endnu, men vi har et håb om, at det kommer vi en dag.

For mig er dette sidste bæger ikke kun et håb om det nye Jerusalem. Det er også smerten over dem, som endnu et år ikke ville fejre påskemåltidet. Og det er en bøn om, at vi næste år er nødt til at lægge en plade mere i bordet. At flere tager del i hilsenen og siger »næste år i Jerusalem«.

Vi skal snart fejre påske igen, og jeg glæder mig til påskemåltidet!