”Må det nye år blive godt og sødt”

Om det jødiske nytår midt i efteråret.

”Må det nye år blive godt og sødt”. Sådan hilser man hinanden til det jødiske nytår. Som ved andre jødiske højtider er der også til denne højtid knyttet en stor symbolrigdom.

Der spises æble dyppet i honning som symbol på årets sødme.

Der spises granatæbler, hvor de mange kerner er symbol på ønsket om ligeså mange velsignelser, som der er kerner. Nogle mener at vide, at der er nøjagtig 613 kerner i et granatæble, ligesom Toraen indeholder 613 bud. Dette giver granatæblet endnu en symbolsk betydning på nytårets alvorlige tale om det afgørende i, at mennesket følger Loven og gør gode gerninger.

Fiskehovedet kommer på bordet for at symbolisere årets hoved, som nytår hedder direkte oversat fra hebræisk – Rosh hashana. Og også som en henvisning til ordene om, at Guds velsignelse gør dig ”til hoved ikke til hale” (5. Mosebog 28,13).

Det traditionelle flettede sabbatsbrød bliver lavet i en lidt anden udgave til nytår. Det formes som små runde sabbatsbrød for at minde om årets og livets cyklus.

Nogen bruger også en ceremoni, hvor de går hen til noget vand og kaster brødstumper ud i vandet som et symbol på, at Gud kaster vore synder i havets dyb. (Mika 7, 19)

Der blæses meget i vædderhorn – shofar – til det jødiske nytår. Hornblæsningen er et ”wake-up call”. Det er blevet brugt både helt konkret til at kalde til krig og til at hylde kongen, men bruges også symbolsk til et kald til ærefrygt for Gud som kongernes konge og til et kald til dom, bod og omvendelse.  Dette med hornblæsning anføres i 3. Mos. som det væsentlige i højtiden på den første dag i den syvende måned. På denne dag indvarsles den sidste 10 dages periode før den store forsoningsdag. Der er også en endnu dybere symbolik i shofar-hornet, som vi vil vende tilbage til.

Nytår i den syvende måned

Jødernes nytår ligger altså som den første dag i den måned som i Bibelen anses som den syvende måned: Tishrei. Det er en todages højtid.
Højtiden kaldes ikke Rosh hashana eller nytår i Mosebøgerne, men ”en hellig festforsamling indvarslet med hornblæsning” på den første dag i den syvende måned. (3.Mos 23, 24-25) I rabbinsk tradition er denne højtid blevet til det jødiske nytår, årets hoved. Der er også 3 andre nytår i den jødiske kalender - et nytår for kongen, for træerne og for dyrene, men nytåret i den syvende måned har fået en særlig betydning, da det markerer hele skabelsens nytår, og da det netop falder i den syvende måned – årets sabbat.

Nytåret er en alvorlig højtid

Nytåret er en festlig og glædelig tid med alle de søde ønsker og traditioner, men det er samtidig en meget alvorlig tid, som kan sammenlignes med den kristne fastetid eller adventstid. Allerede i måneden forud er der med hornblæsning blevet kaldt til opvågning, og nu på nytårsdagen – eller dommens dag, som den faktisk også kaldes i rabbinsk tradition - indvarsles den sidste store bodstid med endnu mere hornblæsning. De sidste 10 dage før forsoningsdagen, Yom Kippur. (3. Mos. 23, 27ff)

Denne tale om nytåret som bodstid er udviklet i den rabbinske tradition og kan findes beskrevet i Talmud. Rabbi Yohanan fra det 3. århundrede e.Kr. beskriver, hvad det handler om. På Rosh hashana åbnes 3 bøger i Himlen, en for de helt igennem onde mennesker, en for de helt igennem retfærdige og en for dem, der ligger på vippen. De helt igennem retfærdige indskrives med det samme i livets bog, de helt igennem onde føres direkte i dødens bog. Dem, der ligger på vippen får endnu en chance, dommen over dem udsættes. Hvis de bruger de næste 10 dage på bod og bedring, på forsoning og gode gerninger, vil de blive skrevet i livets bog på forsoningsdagen.

Mange jøder bruger dagene på at sige undskyld og søge forsoning – og der gives meget til velgørenhed i den periode.

Det jødiske nytårs budskab og vædderhornet

Det er meget vigtigt, at det horn, der blæses i ved det jødiske nytår og andre helligdage, er et horn fra en vædder. (Et horn fra en okse kan f.eks. ikke bruges, da det minder om Israels store synd, mens de var i Sinai og lavede deres guldkalv.) Vædderens horn er det eneste rigtige shofar, bl.a. fordi det kan forbindes til Abrahams lydighed mod Gud og Guds omsorg for Abraham og Isak.

I 1. Mos kap 22 læser vi om Abrahams ofring af Isak, som Guds engel stopper i sidste øjeblik. Denne tekst læses i synagogen på den anden dag i Rosh hashana. Der fortælles om, hvordan Gud i stedet sørger for et andet offer - en vædder, som med sine horn sidder fast i krattet. Dette horn er shofarens moder. Når der blæses i vædderhornet, minder det om Guds store omsorg og den, der blæser i det går ind i den samme lydighed, som Abraham havde. Ved hornblæsningen giver folket lyd for sin lydighed mod Gud – ligesom Abraham var lydig, er folket lydig. Hornets buede facon minder om den måde, vi møder Gud på, at vi bøjer os for ham.

Der er en klang af evangeliet i det jødiske nytår

Messianske jøder og vi hedninge kristne kan høre en klang af evangeliet i det jødiske nytår – en forløsende klang. Abraham vil ofre Isak, men standses og får i stedet givet et stedfortrædende offer. Gud sparede ikke sin egen søn, men gav ham hen som et stedfortrædende offer en gang og for alle. Han gav os med ham sejren over det onde og skrev vore navne ind i livets bog.  Derfor kan vi leve i et nyt nådeår, et godt og sødt år med Guds fred, omsorg og håb.

Vi har også brug for et ”wake-up call”, så vi igen og igen kaldes til ærefrygt for Gud og lydighed mod ham. Et kald, som skal holde os vågne, indtil han kommer.

Og når han, Messias, kommer igen, så bliver der blæst i shofar, som ved det jødiske nytår: Først i god tid for at vække folket til ærefrygt og omvendelse og så lige før den store dag.

Det er det, Johannes skriver om i Åb. 8,7ff: de første 6 ”basuner” som ”wake-up call” (i den hebræiske Bibel anvendes ordet ”shofar” ) og Åb. 11, 15ff: den syvende og sidste shofar for at bebude, at nu kommer kongen. Paulus  skriver om det i 1. Tess. 4, 16 ”For Herren vil selv, når ærkeenglen kalder og Guds shofar gjalder, stige ned fra himlen….”

Godt nytår.