Hamas løslader gidsel og håber at forhindre israelsk plan

Antallet af formodede levende gidsler i Gaza har længe været 24. Men i løbet af mandagen forventes det tal at blive reduceret med 1. Det skyldes, at Hamas har sagt, at de vil løslade Edan Alexander, som var soldat i tjeneste 7. oktober, da han blev taget som gidsel af terrorgruppen og ført til Gaza.

USA har opnået en aftale med Hamas om løsladelse af Edan Alexander uden nogen form for betaling. Trump har sagt, at løsladelsen sker »af velvilje over for USA«.

Hamas håber formodentlig, at løsladelsen vil øge sandsynligheden for, at USA lægger pres på Israel og forhindrer dem i at udføre den plan, som regeringen godkendte for nylig. Nemlig en plan om at indtage og kontrollere større og større dele af Gaza og trænge Hamas op i en krog. I stedet håber Hamas, at USA vil presse Israel til at indgå en aftale, hvor alle gidslerne løslades og krigen afsluttes.

Israel vil ikke indgå sådan en aftale, fordi de vurderer, at Hamas så vil bevare magten i Gaza. Og premierminister Netanyahu sagde for nylig, at bekæmpelsen af Hamas er krigens primære mål. Det var første gang, han antydede, at dette mål prioriteres højere end befrielsen af gidslerne.

Israel har sagt, at de vil iværksætte den nye plan, når Trump har færdiggjort sit besøg i Mellemøsten senere på ugen. De har også sagt, at hvis Hamas inden da går med til en midlertidig våbenhvile i 45 dage og løsladelse af angiveligt 10 levende gidsler, så gælder det tilbud fra israelsk side stadig.

 

Bekymring blandt pårørende

Edan Alexanders familie blev naturligvis lykkelige, da de søndag fik beskeden om hans forestående løsladelse. De er nu fløjet til Israel sammen med den amerikanske udsending Adam Boehler, som også tidligere har gjort sig bemærket ved at lede direkte forhandlinger mellem USA og Hamas.

Men blandt de pårørende til de tilbageværende gidsler er der bekymring. Idit Ohel, som er mor til Alon Ohel, der efter sigende holdes lænket og sultes i Gazas tunneller, siger, at aftalen »lader Alon tilbage«. Mens Idit Ohel er glad på Edan Alexanders families vegne, så frygter hun også, at det bliver endnu sværere at få de resterende tilbage. Flere familier kræver en aftale, som får alle gidslerne løsladt på en gang – det vil sige en aftale, der afslutter krigen nu og her, hvilket også er det, Hamas siger, de ønsker.

I en udtalelse søndag siger netværket af pårørende, at »den forventede løsladelse af Edan viser, at en beslutsom leder er forpligtet på sine borgere« - tilsyneladende med henvisning til Donald Trump og med et budskab til Netanyahu om også at vise denne forpligtelse.

 

Israel: Løsladelse skyldes militært pres

Forholdet mellem Israel og USA har udviklet sig de seneste uger til at være en anelse mere kompliceret. Især amerikanernes våbenhvileaftale med houthierne var en dårlig og overraskende nyhed for Israel.

Løsladelsen af Alexander er selvfølgelig godt nyt, men for Netanyahu handler det om at få det til at se ud, som om de pårørende ikke har ret i deres anklage om, at Trump gør mere for gidslerne end Netanyahu. Netanyahu ønsker derimod at overbevise israelerne om, at det er Israel, der har sørget for Alexanders løsladelse.

En anonym israelsk kilde har sagt, at Alexanders løsladelse skyldes det militære pres, som Israel lægger på Hamas. »Hamas har forstået, at de må gøre en gestus over for amerikanerne, for det er den eneste måde, de kan forhindre en udvidelse af krigen på,« lyder det.

Det er da også sandsynligt, at Hamas gerne vil undgå, at Israel iværksætter sin plan, og at løsladelsen er et led i det. Det kan dog også godt tænkes, at Hamas har set, hvordan forholdet mellem Israel og USA har udviklet sig, og at de håber, at løsladelsen vil skabe yderligere afstand mellem de to lande. Fordi det helt generelt er i Hamas’ interesse, at der komme mislyde i forholdet mellem Israel og USA.

Løsladelsen er da også med til at understrege, at USA og Israel ser forskelligt på krigen. Mens Israel ønsker at udvide krigen, så vil USA altså have den afsluttet med en aftale. Det står ikke tydeligt, hvordan amerikanerne så ser på problemet med, at Hamas meget vel kan beholde en vis magt i Gaza. Men de seneste udtalelser fra Steve Witkoff (Trumps Mellemøstudsending) viser, at USA i stigende grad er utilfredse med Israels tilgang – ikke mindst den nyligt godkendte plan om at indtage store og kontrollere store dele af Gaza. »Israel forlænger krigen, selvom vi ikke kan se, hvad der kan opnås med det,« sagde han ifølge israelske Kanal 12 til en gruppe pårørende til gidsler.

Derfor er det slet ikke utænkeligt, at USA forsøger at sætte en stopper for Israels udvidelsesplaner.

I disse dage indkaldes angiveligt titusindvis af israelske soldater fra reserven.

 

Sandsynligvis kun 21 levende tilbage

Der er 59 gidsler i Gaza, men Israel har bekræftet, at 35 af dem er døde. Længe har det heddet, at 24 forventes at være i live. Men i sidste uge kom det frem, at tre af de 24 muligvis ikke længere er i live. Donald Trump sagde, at tallet nu var 21, og det kom bag på mange, fordi Israels tal fortsat var 24. Israel har siden sagt, at der er tvivl om de tre.

Formodentligt er det sådan, at Israel først ændrer tallet, når de er fuldstændig sikre. Og selvom efterretningerne altså angiveligt siger, at de tre sandsynligvis er døde, så er det ikke endeligt bekræftet.