Rapport: Hamas’ seksuelle vold 7. oktober var systematisk og omfattende
Det er næsten ikke til at fatte de vidnesbyrd og konklusioner, man kan læse i en helt ny rapport om, hvad israelske kvinder, mænd og børn blev udsat for af Hamas 7. oktober 2023.
De seneste cirka to år har Den Civile Kommission for Hamas’ Forbrydelse mod Kvinder og Børn indsamlet og analyseret omfattende dokumentation, og tirsdag udkom så en næsten 300 sider lang rapport. Kommissionen er en uafhængig israelsk organisation, som blev etableret efter terrorangrebet. De har indsamlet mere end 10.000 billeder og videoer samt 430 vidneudsagn og interviews, hvor de har talt med øjenvidner, løsladte gidsler, familiemedlemmer og eksperter.
En af de overordnede konklusioner er, at den seksuelle vold – blandt andet voldtægt, lemlæstelse og tortur mod kønsorganer – var en del af Hamas’ strategi for at terrorisere ikke bare ofrene, men hele nationen. Det kan man blandt andet konkludere, fordi der er et tydeligt mønster i, hvad Hamas-terroristerne gjorde de forskellige steder, de angreb.
Et eksempel på et sådant mønster er, at de seksuelle forbrydelser i mange tilfælde blev begået for øjnene af familiemedlemmer, som blev tvunget til at se på. Der er også vidnesbyrd om, at familiemedlemmer blev tvunget til at udføre seksuelle handlinger på hinanden.
»Samlet set viser kommissionens undersøgelse et koordineret angreb, hvor seksuel vold blev brugt til at terrorisere ofre, familier, landsbyer og samfundet som helhed,« står der i rapporten.
Når det gælder det juridiske, er kommissionen kommet frem til, at mange af forbrydelserne falder i kategorierne krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkemord.
Ofrene for den seksuelle vold kom fra 52 forskellige lande.
Ufattelige forbrydelser
Rapportens titel er »Silenced no more« (»Ikke længere gjort tavs«). Selvom der de seneste to et halvt år er blevet fortalt mange uhyrlige beretninger om voldtægt og anden seksuel vold, så har der ikke hidtil været en så omfattende dokumentation af omfanget.
Ud over at antallet af overgreb er meget stort, så er det også chokerende at læse, hvor hæmningsløst og ondsindet ofrene er blevet behandlet.
Der er mange eksempler på, at kvinder er blevet fundet nøgne med genstande placeret i deres kønsdele. Både mænd og kvinder er blevet lemlæstet. Der er vidner, der har set kvinder blive udsat for gruppevoldtægt og derefter skudt i hovedet. Der er ganske enkelt ingen grænser for den ondskab, der blev udøvet i kibbutzerne, på vejene og på Nova Festival-pladsen den dag. Og i øvrigt i tiden efter, hvor gidsler blev udsat for lignende ting.
Hvis man vil læse en grundigere beskrivelse af, hvad ofrene blev udsat for, kan man læse denne artikel på B.T’s hjemmeside – skrevet af Jotam Confino.
Tribunal og tv-transmission, når terrorister skal dømmes
I forbindelse med terrorangrebet pågreb og arresterede Israel omkring 300 palæstinensere, som formodes at have deltaget i angrebet.
Mandag den 11. maj besluttede et flertal i Knesset af etablere et såkaldt tribunal – altså en særlig domstol – som skal afgøre de mange retssager, som venter. Tribunalet vil have myndighed til at idømme dødsstraf til dem, der måtte blive dømt efter Israels lov om folkemord.
Det er planen, at sagerne mod de mange terrorister skal vises på tv, så befolkningen kan følge med. Blandt andet derfor har flere sammenlignet det med sagen mod topnazisten Adolf Eichmann, der i 1961 blev dømt til døden for sin rolle under Holocaust. Hans sag blev også tv-transmitteret.
Partier fra både regeringen og oppositionen bakkede op om den lov, der danner grundlag for etableringen af tribunalet. Der er dog uklart, hvornår det sættes i gang og forventes at være færdigt. Der er nemlig en hel del økonomiske spørgsmål, der skal afklares. Det bliver en dyr omgang at føre sagerne på denne måde. Der nævnes beløb fra i størrelsesordenen 4 mia. kr. og op til 10 mia. kr.
