Henriette og Karsten fik en flot afsked: Næste stop er Jerusalem
Der var fyldt til bristepunktet i den lille landsbykirke i Dejbjerg i Vestjylland søndag den 18. januar. En del af forklaringen på det var, at der skulle tages afsked med Henriette og Karsten Lauridsen, som midt i februar rejser til Jerusalem for at lede Ordet og Israels Yad va Lev-arbejde.
Ved gudstjenesten blev udsendelsen markeret ved en forbønshandling og en tale ved Ordet og Israels generalsekretær, Jens Lomborg. Han sagde blandt andet til Henriette og Karsten, at de skal ”betragte sig selv som en gave til Jerusalem fra kristne i Danmark”, og opmuntrede dem til at dele deres eget vidnesbyrd og deres tro på Jesus med folk, de møder.
Med sig fik de også et vers fra Josvabogen, hvor Josva får et budskab fra Gud, inden han skal lede folket ind i det lovede land: ”Jeg har jo indsat dig; vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.”

Forbøn for Henriette og Karsten
Vil blive savnet i Dejbjerg
Efter gudstjenesten var der frokost i kaffe i Indre Missions hus i Skjern. Her blev der også bragt mange hilsner fra de lokale, som tilsyneladende har stor forståelse for, at Ordet og Israel har valgt at ansætte Henriette og Karsten. Heldigvis var der også mange, der beskrev det som et rigtig godt match.
Talerne efterlod et samlet indtryk af et ægtepar, der er initiativrige, handlekraftige og ansvarlige. Ja, og så blev de også beskrevet som nogle ”festaber”. De har betydet meget for lokalsamfundet, hvor Karsten nu forlader posten som menighedsrådsformand, mens Henriette må stoppe som formand for Dejbjerg Indre Mission.
Kirsten Østerby, som for nylig selv har udsendt til Jerusalem, fortalte, at Henriette og Karsten vil møde mennesker, der er ramt af krigen og måske selv har mistet. ”Og derfor er det så vigtigt, at I kommer,” sagde hun. Hun forberedte dem på, at møde nogle fantastiske mennesker, som på overfladen måske kan virke reserverede, men som er generøse og hjælpsomme, når man lærer dem at kende.
Landssekretær Nicklas Lautrup-Meiner fremhævede også vigtigheden af at kunne sende Henriette og Karsten afsted. ”Folket har brug for at mærke, at der er nogen, der vil dem. Med ord og gerninger,” sagde han.

Mange var forsamlet i Skjern og gav Henriette og Karsten gode ord med på vejen.
Tyngde i rygsækken
Som de sidste på talerstolen takkede Henriette og Karsten for den store opbakning fra ”det store heppekor”, som de kaldte det. ”Efter i dag er der kommet noget tyngde i rygsækken – og den sidder faktisk rigtig godt,” lød det fra Karsten.
Selvom mange i Dejbjerg vil savne Henriette og Karsten, var det dejligt for Ordet og Israel at mærke den store lokale støtte, parret har i ryggen, når de om knap fire uger sætter sig i flyet med kurs mod Israel.
Man kan følge Henriette og Karstens gøren og laden både her på hjemmesiden og i Magasinet Ordet & Israel. Tegn et abonnement lige her.

Ordet og Israels nye lederpar i Jerusalem
