Israel i krig - medarbejdere har det godt

Medarbejdere har det godt efter iransk modangreb på Israel

I morgentimerne lørdag morgen angreb Israel og USA Iran.

Iran svarede hurtigt igen med angreb over det meste af Israel. Raketalarmerne har lydt over det meste af landet - også i Jerusalem og Poriya Illit, hvor Ordet og Israel netop nu har udsendte folk.

Der er i øjeblikket ingen i Israel, der er blevet ramt af angrebene eller af nedfaldne rester fra de raketter, der skydes ned af Israels missilforsvar.

Medarbejderne i Israel

I Jerusalem er Ordet og Israels lederpar Henriette og Karsten. De er ved godt mod og har fået gode snakke med naboerne i ejendommen ved siden af Joffihuset, hvor de bor.

De har i øjeblikket besøg af tidligere lederpar Hanne og Leif Toft, der ligeledes er ved godt mod.

I Poriya er Bendt og Solveig Sakskjær på besøg for at lave forskelligt reparationsarbejde. De har også brugt formiddagen i sikringsrummet i Det Danske Hus, og selvom situationen gør indtryk har de det godt.

 

Aktiviteter i foråret

Situationen har fået Det Danske Udenrigsministerium til at fraråde alle unødvendige rejser til Israel. Ordet og Israel håber, at krigen er kortvarig, sådan at ingen af de planlagte aktiviteter i foråret bliver påvirket af dagens angreb.

 

Bed for situationen

Vær med til at bede for situationen for Ordet og Israels folk og om fred i hele regionen og for mennesker på alle sider af konflikten.