Måling: Israelerne nærer mistillid Netanyahu
En meningsmåling foretaget af israelske Kanal 12 viser, at store dele af den israelske befolkning mangler tillid til landets premierminister, Benjamin Netanyahu.
Når det gælder krigen i Gaza, er mange af den overbevisning, at Netanyahus primære grund til at fortsætte krigen er, at han ikke vil miste sin politiske magt. Det mener cirka 55 procent af de adspurgte. Cirka 36 procent mener, at Netanyahus primære mål med krigen er at besejre Hamas og befri gidslerne.
Når det gælder premierministerens pressekonferencer, siger 62 procent, at han her ikke generelt er overbevisende. 34 procent mener det modsatte.
Så bliver respondenterne også spurgt, hvorvidt de tror på Netanyahu, når han siger, at han ikke vidste noget om sine ansattes forbindelse til Qatar (Shin Bet undersøger lige nu folk fra Netanyahus kontor, som mistænkes for at have modtaget penge fra Qatar). Her svarer 58 procent, at de ikke tror på ham, mens 30 procent tror på ham.
Til sidst svarer cirka halvdelen, at de er bange for, at regeringen vil forsøge at udskyde det næste parlamentsvalg, som skal holdes senest i efteråret 2026. De er bange for, at regeringen vil udskyde det med den begrundelse, at der er ”en national undtagelsestilstand”.
Netanyahu har dog for nylig i en video understreget, at han ikke har tænkt sig at udskyde valget i efteråret 2026.
Vinder stemmer på kontroversiel kommentar
Målingen viser også, at Yair Golan, der er leder af partiet Demokraterne, har fået lidt større politisk opbakning, efter at han i sidste uge kom med en meget kontroversiel kommentar. Her sagde han, at Israel »dræber babyer som hobby« i Gaza. Kommentaren fik mange til at rette stor kritik mod partilederen.
Ifølge målingen har kommentaren gjort, at 7 procent af israelerne er gået fra ikke at ville stemme på Demokraterne til nu at ville det.
Omvendt har kommentaren gjort, at fem procent af israelerne er gået fra at ville stemme på partiet til ikke at ville det. Demokraterne står i de seneste meningsmålinger til at få 12-16 mandater.
Demokraterne er en sammenslutning af de to venstrefløjspartier Arbejderpartiet i Meretz. De slog pjalterne sammen i juli 2024 og har lige nu kun 4 sæder i Knesset. Meretz kom slet ikke ind ved sidste valg.
Samlet set står den israelske venstrefløj altså til en markant fremgang ved næste valg.
Den nuværende regering står blot til at få 48 ud af de 120 sæder i Knesset. Netanyahu har altså brug for stor fremgang, hvis han skal vinde det næste valg.
Men meget kan også nå at ændre sig på halvandet år.