Palæstinensisk by raseret flere gange efter drab på gravid bosætter
Både torsdag aften (22. maj) og tidligt søndag morgen blev byen Bruqin på Vestbredden udsat for hærværk begået af bosættere. Det skriver blandt andet det palæstinensiske medie Wafa, som har talt med palæstinensere i byen.
Den israelske hær siger også, at der har været voldelige sammenstød i byen. Men der er tilsyneladende uenighed om, hvor groft bosætterne gik til værks.
Angrebet, som fandt sted torsdag, var umiddelbart det værste. Ifølge palæstinensiske medier satte bosætterne ild til fem huse og fem biler. Og otte palæstinensere skulle være kommet til skade. Videoer og billeder på X viser angiveligt de brændende huse og biler. Ifølge israelske sikkerhedskilder var der cirka 40 bosættere, som var med i angrebet i Bruqin torsdag. Disse kilder afviser dog, at der blev sat ild til huse. Den israelske hær siger, at de fik »meldinger om civile israelere, som begik hærværk i Bruqin«, men at gerningsmændene var væk, da de kom frem til stedet, og at der derfor ikke blev foretaget anholdelser.
Torsdag var den gal igen i Bruqin. Men også her var der uenighed om, hvad der præcis skete. Ifølge Israels hær var der sammenstød mellem palæstinensere og israelere, som kastede sten mod hinanden. Da israelske soldater kom frem til byen, var der ikke sket skade på hverken huse eller biler, lyder det fra hæren. Men ifølge palæstinensiske øjenvidner, der har talt med mediet Al Arabiya, blev der også søndag sat ild til huse og biler.
Gravid kvinde dræbt på vej til fødestuen
Bosætternes hærværk kommer efter et terrorangreb tæt på netop Bruqin, som fandt sted 14. maj. Her blev den 33-årige Tzeela Gez skudt og dræbt af en terrorist, da hun sad i en bil på vej til hospitalet for at føde sit fjerde barn. Hendes mand, som kørte bilen, overlevede. Seneste melding om barnet, som efter Tzeela Gez' død blev taget ud med kejsersnit, er, at det er i kritisk tilstand.
Angrebet skabte naturligvis forfærdelse og vrede i Israel.
I sidste uge fortalte Israels hær, at de efter en længere jagt havde fundet og dræbt terroristen.
Siden Hamas’ terrorangreb mod Israel 7. oktober 2023 har der været en stigning i både antallet af terrorangreb begået af palæstinensere og angreb begået af bosættere mod palæstinensiske byer på Vestbredden.
52 personer er blevet dræbt i terrorangreb i Israel og på Vestbredden siden 7. oktober 2023.
Ifølge Det Palæstinensiske Selvstyre er 950 palæstinensere på Vestbredden blevet dræbt i sammenstød med den israelske hær i den periode. Hæren siger, at langt de fleste af dem har været bevæbnede mænd eller terrorister, som har angrebet de israelske soldater. Israel har gennemført mange anti-terroraktioner på Vestbredden, og i den forbindelse møder der som regel modstand fra bevæbnede palæstinensere.