Med Ran Gvili hjemme kan helingsprocessen begynde

Det er gået stort set ubemærket hen i de danske medier. Men i Israel var det en af de største og bedste nyheder, der tikkede ind mandag eftermiddag. Her kom det frem, at man havde fundet liget af Ran Gvili. Han lå begravet på en muslimsk begravelsesplads i Gaza By, hvor et israelsk hold på baggrund af nye oplysninger ledte efter ham i mange timer. Flere hundrede lig blev gravet op, indtil ham fandt og identificerede Ran Gvili.

Onsdag blev han begravet i Israel. Her sagde præsident Isaac Herzog i sin tale, at det er ”et betydningsfuldt øjeblik for hele nationen”, hvis ”iturevne hjerter nu langsomt kan begynde at hele”. ”Ad denne vej, ad Rans vej, må vi rejse os fra den enorme smerte,” sagde Herzog.

 

De gule sløjfer pakkes væk

Et tydeligt tegn på, at der nu ikke længere er israelske gidsler i Gaza, er, at man nu begynder at fjerne de gule sløjfer i gadebilledet. De vil ikke længere kunne ses på israelerne tøj.

Sløjferne har været en påmindelse om kampen for at få gidslerne hjem. Det mål er nu nået.


Gule sløjfer på Gidselpladsen i Tel Aviv. (Foto: Ole Andersen)

 

843 dage og 12 timer

På Hostage Square i Tel Aviv har man desuden stoppet det digitale ur, som efter 7. oktober 2023 har talt timer og dage. 843 dage, 12 timer, 5 minutter og 59 sekunder stod uret på, da det blev stoppet.

Det er en meget, meget lang ventetid, som nu er ovre. Og indtil mandag var der ikke nogen, der vidste, om uret nogensinde ville blive stoppet. Om alle gidsler nogensinde ville komme hjem. At det nu er lykkedes, er en kæmpestor lettelse for Israel. Det er en vigtig forudsætning for at kunne hele og se fremad.

 

Er krigen slut?

Et spørgsmål, der melder sig nu, er, om krigen er slut. The Times of Israel har I hele krigens forløb haft et lille banner på sin hjemmeside, der har angivet antallet af dage, krigen havde varet. Det banner er nu fjernet.

Og i sit nyhedsbrev skrev den israelske journalist Amit Segal tirsdag: ”Kl. 3.50 i går blev fundet af Ran meddelt, og 10 millioner israelere kunne drage et lettelsens suk. Soldater, som deltog i operationen, brød ud i tårer. Andre jublede af glæde. 7. oktober-krigen var endelig slut.”

Det ene af de to overordnede mål med krigen er nu nået. Det andet – at fjerne Hamas som trussel og magtfaktor i Gaza – er vel ikke helt nået. Terrorgruppen er endnu ikke afvæbnet, og de kontrollerer stadig næsten 50 procent af Gaza. Trump og USA mener, at resten kan klares ad en form for diplomatisk vej, hvor Hamas tvinges til at overgive sine våben og afgive magten i Gaza. Men hvis Hamas – som mange forventer – ikke vil lade sig afvæbne, ja, så kan det sagtens tænkes, at Israel vil genoptage krigen. Men for nu er det ikke forkert at sige, at krigen er slut.