Australsk jøde: Vi vil ikke slukke vores menoraer

Onsdag blev et interview med en australsk jødisk kvinde delt på sociale medier.

Det kan ses her.

Kvinden fortæller til australske Sky News om sin families menorah, som står uden for deres hus året rundt. De befandt sig på Bondi Beach søndag den 14. december – tilsyneladende (selvom det ikke fremgår soleklart af interviewet) under selve angrebet.

Da de kom hjem, tiggede og bad børnene forældrene om at slukke menorahen. ”Vores hjem bliver et mål,” græd de.

Selvom forældrene ønskede at lade den være tændt, slukkede de den til sidste for børnenes skyld.

Men dagen efter kom en kristen nabo fordi. Hendes datter havde set, at menorahen var blevet slukket – og det havde ramt datteren hårdt: ”Nej mor, de slukker deres menoraher. Det onde må ikke vinde,” havde hun sagt. Den reaktion fra de kristne naboer havde fået familien til igen at tænde den store lysestage foran huset. ”Vi går ikke ned i mørket, vi vil skinne vores lys,” lyder det fra den jødiske kvinde i det rørende interview.

Det forlyder, at mange kristne og andre ikke-jøder har reageret på søndagens terrorangreb ved at tænde en menorah i deres vindue for at vise støtte til deres jødiske medborgere.

Mange steder rundtom i verden har der de seneste dage været tændt (nogle gange digitale) menoraher. Fx på Operahuset i Sydney.

Her er, hvad den jødiske kvinde siger i interviewet:

»Vi har en stor menorah uden for vores hjem. Og derfor er det blevet et hjem, som alle vores naboer kender. Vi har den stående fremme hele året, for især siden 7. oktober synes vi, at samfundet (det jødiske samfund, red.) har brug for det. Og vi har fået så meget positiv respons på det.

Da vi endelig kom væk fra stranden og kom hjem den aften, græd vores børn og sagde ”vil I ikke nok slukke menorahen? Vores hjem bliver et mål”. Min man og jeg så på hinanden og sagde ”nej, vi går ikke ned, vi slukker ikke vores menoraher, vi skjuler ikke vores kippaer, vi er stolte af, hvem vi er”. Men børnene græd og bønfaldt os. ”Mor, vil I ikke nok slukke menorahen”.  Jeg kiggede på dem og sagde ”som mor vil jeg slukke den”.

Næste dag kom en kristen nabo forbi. Jeg var ikke hjemme, men på hospitalet med Chayla. Hun (naboen, red.) sagde ”i går kørte min datter forbi jeres hus, og menorahen var slukket. Hun (naboens datter, red.) græd og sagde ’nej, mor, de slukker deres menoraher. Det onde må ikke vinde.’”. Min mand ringede til mig og sagde ”uanset hvad, så tænder vi menorahen igen”. Vi slukker ikke menoraher, vi stopper ikke med at skinne lys. Det ville have været rabbi Elis budskab. Jeg kan sige fuldstændig sikkert, at hvis han var her i dag, ville han sige: ”Vi går ikke ned i mørket. Vi tænder lys. Det er den eneste måde at skubbe mørket væk. Vi passer på hinanden. Vi spreder godhed og venlighed. Det er det, vi gør. Og det ved alle jøder. Vi har en gnist af Gud i os. Og det er vores job. Det er derfor, vi er her, og det er det, vi forsøger at gøre. Så vi går ikke ned i mørket. Vi vil skinne, og vi vil skinne igen.«