Drama omkring Israels bobslædehold

Ti israelske atleter deltog ved årets Vinter-OL, hvilket var landets største delegation nogensinde. Det var også første gang, Israel deltog i bobslædekonkurrencen. Og netop bobslædeholdet blev genstand for stor opmærksomhed og stort drama, der desværre overskyggede det sportslige.

 

Kommentatorer tænkte mest på krigen

Da tomandsbobslædeholdet skulle køre, valgte en schweizisk kommentator at bruge hele det israelske gennemløb til at kritisere den ene israelske deltager, Adam Edelman, for »at støtte folkemord«. Kommentatoren brokkede sig også over, at Israel fik lov at deltage, når Rusland er udelukket.

Senere blev en italiensk kommentator taget i at opfordre til slet ikke at sige noget under israelernes løb. Det undskyldte tv-kanalen RAI senere for.

 

Forsøgte at få drusisk reserve på isen

Men dramaet handlede også om andre ting. Den Israelske Olympiske Komite endte nemlig med at trække firmandsholdet fra det sidste heat.

Holdet ønskede, at deres drusiske reserve, Ward Faewarseh, skulle have lov at deltage i det sidste løb. Men det måtte han ifølge de olympiske regler kun, hvis en af de andre fire var syge eller skadede. Derfor påstod den ene, at han var syg – men indrømmede senere, at det ikke passede. Og derfor havde Den Israelske Olympiske Komite ikke andet valg end at trække holdet fra det sidste heat. Farwarseh ville have været den første drusisk-israelske deltager i OL nogensinde.

Israel kom til OL  vel vidende, at det ikke ville blive til medaljer. Det handlede om at vise flaget og gøre sit bedste. Det var sådan set lykkedes meget godt, indtil bobslædeholdet valgte at forsøge at snyde sig til en udskiftning.

Det er ærgerligt for både Israels som land og for de fem øvrige israelske atleter, at årets OL nu primært vil blive husket for dramaet omkring bobslædeholdet.