Cafe Basimtas messianske ejere overvejer at lukke på sabbaten af frygt for demonstranter

Siden begyndelsen af juli har Cafe Basimta i Jerusalem været centrum for en større konflikt. Cafeen har nemlig valgt at holde åbent på sabbatten (om lørdagen). Det har ført til temmelig voldsomme protester og grov chikane fra ultraortodokse jøder i byen, der mener, at cafeer bør holde lukket på sabbatten.

Siden 4. juli har der hver lørdag været mange demonstranter for Cafe Basimta. De ansatte har fortalt, at de til at begynde med væltede og slog på cafeens ruder. Myndighederne har opsat barrikader for at holde demonstranterne på behørig afstand, men de er også blevet forceret, skriver de israelske medier.

En lørdag i august måtte cafeen udskyde åbningen, fordi en kvinde, der blev fanget på overvågningskamera, fyldte lim i låsen.

Ellers er demonstrationerne kendetegnet ved, at de ultraortodokse går meget tæt på folk og råber skældsord mod dem. Demonstranterne er meget unge. Ifølge Laura Wharton, som er byrådsmedlem for Demokraterne i Jerusalem, var gennemsnitsalderen en lørdag omkring 16 år.

»Den, som vanhelliger sabbatten, skal straffes med døden,« er der blevet råbt.

 

Mange har støttet cafeen

Det er dog ikke kun ultraortodokse, der er mødt op ved cafeen af andre grunde end et ønske om at drikke kaffe og hygge sig. Rigtig mange sekulære israelere har nemlig vist støtte til cafeen. De er imod de ultraortodokses stigende indflydelse i Jerusalem, og de mener, at man som borger i byen har ret til at kunne gå på cafe om lørdagen.

Der har faktisk været meget lang kø mange lørdage. Moddemonstranterne har blandt andet råbt budskaber til de ultraortodokse om, at de bør melde sig til hæren.

Nogle har haft skilte med teksten »Haredim til vores kaffe«. Jerusalem Post skriver, at det er et ordspil, fordi »haredim« betyder både »ultraortodoks« og »hengiven«.

 

Drevet af Jews for Jesus

Sagen tog en udvikling, da offentligheden på et tidspunk fandt ud af, at cafeen er drevet af den messianske organisation Jews for Jesus. Organisationens leder i Jerusalem, Yoel Ben David, er også leder af cafeen.

Det medførte, at nogle holdt igen med at støtte cafeen. For eksempel havde fodboldholdet Hapoel Jerusalem sagt, at de ville give cafeen gratis reklameplads på deres spilletrøjer. Men det tilbud trak de tilbage. De fastholdt dog støtten til, at cafeen bør have lov at holde åbent om lørdagen.

Yoel Ben David har givet et interview til det kristne medie All Israel News, som i en Youtube-video rapporterer fra stedet på en sabbat og taler med Ben David.

Nogle har påstået, at Jews for Jesus har åbnet cafeen med det skjulte formål at missionere for folk. Men det afviser Ben David. Han siger, at cafeen har været helt åbne om, hvem de er, men at de ikke skilter med deres tro på Jesus, fordi folk skal have lov at gå på cafe uden at blive tvunget til at forholde sig til spørgsmål om tro. »Folk, der kommer her, kan godt få en snak om Jesus. Men det er ikke noget, de bliver manipuleret eller tvunget til. Så jeg mener ikke, at vi bruger ufine metoder, bare fordi en organisation med en større vision end kaffe, åbner en cafe. Vi har også åbnet cafeen for at skabe fællesskab og give et sted til studerende. Jeg håber, der kommer folk og spørger, hvem jeg er. Men hvis ikke de gør det, så er det helt fint,« lyder det fra Ben David.

 

Ny udvikling: Overveje at lukke

Længe har cafeen meldt ud, at man ville fortsætte med at holde åbent om lørdags, selvom myndighederne altså har været nødt til at afspærre området for at holde de vrede ultraortodokse demonstranter væk.

Men onsdag den 2. september sagde en talsperson fra cafeen, at man faktisk overvejer at lukke om lørdagen. Det skyldes, at protesterne de seneste uger er blevet værre og værre.

Ifølge israelske medier vil cafeens ledelse træffe en beslutning i løbet af de kommende dage.

 

Anti-missionsk organisation vil lukke Basimta

Den anti-missionske organisation Or Leachim har sagt til mediet JTA, at de vil forsøge at få kommunen til at lukke cafeen. De mener ikke, at den har en gyldig tilladelse.

Men ifølge Laura Wharton (byrådsmedlem) overholder Basimta reglerne. Cafeen blev i juli bedt om at sætte borde og stole indenfor, hvilket man accepterede.

Loven i Jerusalem siger, at cafeer, restauranter og underholdningssteder er undtaget fra den lov, der siger, at man skal holde lukket på sabbatten. Ifølge Wharton er der tæt på 100 cafeer og restauranter i byen, der er åben hver sabbat.

Ifølge et byrådsmedlem fra et af de ultraortodokse partier er der dog en uskrevet regel om, hvilke cafeer der må åbne, og den har Basimta ifølge ham brudt. Men som sagt: De overholder de skrevne regler.

Alligevel tyder noget altså på, at de voldelige og højtråbende ultraortodokse demonstranter får deres vilje, og at Basimta ender med at »holde hviledagen hellig«.

Jerusalem Post har talt med en af cafeens naboer. Hun er træt af larmen om lørdagen og siger, at »når man har med ekstremister at gøre, så ender det ikke godt« (med henvisning til de ultraortodokse demonstranter.