Efter varmerekord: Oversvømmelser rammer Israel

I sidste uge blev der sat en varmerekord i Israel. Ifølge Israels Meteorologiske Tjeneste var der i fredags 37,2 grader, og det er den højeste temperatur, der er registreret i slutningen af november.

I denne uge ser vejrudsigten så helt anderledes ud.

Tirsdag blev store dele af landet ramt af voldsom regn og blæst, som har givet oversvømmelser mange steder. Oversvømmelserne har ført til, at flere veje har været lukket. Og en del af sikkerhedshegnet mellem Israel og Vestbredden kollapsede omkring Hebron Bakker.

Redningstjenesten Magen David Adom har måttet rykke ud flere steder for at hjælpe folk ud af biler, som sad fast i vandmasserne. Andre har fået hjælp til at komme ud af deres oversvømmede hus.

Ved Beit Shemesh måtte skoleelever hjælpes ud af en bus. Halvkomiske billeder viser en redningsarbejder, der padler i en gummibåd hen til skolebussen – der dog kun er dækket af vand op til cirka midten af dækkene. Så måske havde et par høje gummistøvler været nok lige i det tilfælde.

Andre billeder viser dog, at der er store kræfter på spil. Fx ved denne redningsaktion i det sydlige Israel.

I Jerusalem kom der desuden en ordentlig haglbyge.

Et af de steder, hvor der faldt rigtig meget regn, var i bosættelsen Neve Tsuf. Her faldt der 128 mm på blot 4 timer. Flere steder faldt der 30-50 mm.

Det forlyder, at ingen personer er kommet til skade i forbindelse med uvejret.