Golflande håber, USA og Israel når deres mål i Iran
Iran har reageret på de amerikanske og israelske angreb ved blandt andet at angribe mål i en række arabiske lande i regionen: Især Kuwait, Bahrain, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og Emiraterne er blevet ramt af iranske missiler.
De fleste er enige om, at det egentlig formål med disse angreb er at få landene til at sige til Trump: Du bliver nødt til at få krigen stoppet nu.
Men selvom angrebene uden tvivl presser de arabiske lande – deres økonomi, deres olieindustri, deres turisme – så lader det ikke til, at det virker efter iranernes hensigt. Nærmere tværtimod.
Tre kilder fra nogle af de ramte golflande har fortalt Reuters, at mange af landene opfordrer Trump til at fortsætte krigen og gøre så stor skade på Iran, at de ikke i fremtiden vil udgøre den samme trussel, som de udgør nu.
The Times of Israel citerer Abdulaziz Sager, som er leder af det Saudi-baserede Gulf Research Center. Han siger, at man i Saudi-Arabien mener, at Iran har overtrådt alle grænser. »Da de begyndte at angribe os, blev de en fjende,« siger han. »Og hvis amerikanerne trækker sig ud, før opgaven er fuldført, så vil vi være nødt til at tage kampen op med Iran på egen hånd«. Derfor er håbet, at USA og Israel gør arbejdet færdigt.
Indtil videre har golflandene da heller ikke selv svaret igen militært. Det kan skyldes flere ting. For det første vil golflandene sandsynligvis kun svare igen militært, hvis de andre golflande også gør det. Så det kræver en større koordinering og enighed, hvis et samlet modangreb skal blive til virkelighed.
Dernæst vil et sådant angreb næppe øge presset på Iran mærkbart, fordi de i forvejen er under så heftig beskydning. Men de iranske angreb mod golflandene vil intensiveres, hvilket vil kunne mærkes. Eskaleringen vil med andre ord mest gå ud over golflandene – ikke Iran.
Dog kan et land som Saudi-Arabien, som er Irans store regionale rival, blive nødt til at svare igen militært, hvis de iranske angreb eskalerer. For eksempel hvis de for alvor rammer saudiernes olieindustri, eller hvis der kommer store civile tab som følge af de iranske angreb.
Lukning af Hormuzstrædet er uacceptabel
De seneste par uger har vist, at Iran er i stand til at forhindre den vigtige transport af olie gennem Hormuzstrædet. Det er uholdbart for mange af golflandene.
De håber, at USA og Israel enten får væltet styret i Iran eller alternativt får påført dem så stor skade, at de i fremtiden ikke er i stand til for eksempel at lukke Hormuzstrædet.
Ifølge det israelske militær vil luftangrebene fortsætte cirka tre uger endnu. Til den tid forventer man at have ramt stort set hele Irans militærindustri.
