Kort nyt: Hamasleder dræbt og terrorist sigtet
Mossad-chef: Iran må ikke genopbygge atomprogram
Da vi for et år siden så frem mod 2025, var et at de store spørgsmål, om det ville blive året, hvor Israel angreb Irans atomkraftværker. Det blev det, da Israel i juni gennemførte det, som har fået navnet »12-dageskrigen«. En meget vellykket krig, hvor den iranske trussel mod Israels eksistens blev decimeret kraftigt – og hvor det iranske modsvar kostede langt færre liv, end man længe havde frygtet (29 dræbte i Israel).
Et af spørgsmålene, når vi ser frem mod 2026, er, om det vil blive året, hvor Israel igen angriber Iran. Denne gang for at forhindre iranernes genopbygning.
David Barnea, der er chef for Mossad, sagde tirsdag, at Israel er »forpligtet« til at sørge for, at Iran ikke kan genopbygge atomprogrammet. »Ideen om at fortsætte med at udvikle en atombombe banker stadig i deres hjerter,« sagde han. Dermed giver han næring til teorien om, at vi i 2026 vil flere israelske angreb.
Barnea fratræder i øvrigt sin stilling som Mossad-chef til juni.
Israel dræber næstøverste Hamas-leder i Gaza
I sidste uge gennemførte Israel et luftangreb, der dræbte Ra’ad Sa’ad i Gaza. I Hamas-hierarkiet var Sa’ad lige under den øverste militære chef i Gaza, Izz al-Din al-Haddad.
Israel har senere forklaret, at angrebet var en respons på, at nogle vejsidebomber eksploderede og gjorde, at to soldater blev lettere såret. Men nogle mener, at bomberne mest af alt var en undskyldning for at udføre angrebet mod den højtstående leder. Bomberne blev placeret der for længe siden. USA lader også til at tro, at Israel blot bruger bomberne som en undskyldning.
I det hele taget er der tvivl om, hvordan angrebet bliver opfattet i Det Hvide Hus. Nogle bakker op om det, mens andre ikke gør, fordi det er en trussel mod våbenhvilen. Det står klart, at Israel ikke havde koordineret med USA på forhånd.
Uanset hvad er angrebet et tydeligt signal til Hamas og forhandlingsmæglerne. Det viser, at Israel fortsat er fast besluttet på at bekæmpe Hamas, og at den nuværende våbenhvile ikke er gratis. Prisen for den – hvis den skal have lov at fortsætte – er, at Hamas skal fjernes fra magten.
Det står efterhånden klart, at Trumps Internationale Stabiliseringsstyrke ikke kommer til at afvæbne Hamas – som ikke vil lægge sine våben frivilligt. Derfor tales der mere og mere om, at Israel før eller siden må genoptage krigen mod Hamas. Men det kan nok først blive, når Trump har indset, at det er den eneste måde, hvorpå Hamas kan afvæbnes. Medmindre Trump altså selv hiver en kanin op af hatten.
Borgmester: 16-årig dræbt af bosætter
Ifølge borgmesteren i byen Tuqu på Vestbredden blev en 16-årig dreng skudt og dræbt af en bosætter tirsdag. Det skete ifølge borgmesteren efter en begravelse af en anden teenager.
Det israelske militær har i skrivende stund ikke kommenteret hændelsen.
For nylig kom det frem, at en bosætter, der i efteråret angiveligt overfaldt en kvinde med kølle på en olivenmark, er blevet sigtet. Hændelsen blev filmet.
Det er sjældent, at bosættere, der begår overfald mod palæstinensere på Vestbredden, bliver retsforfulgt.
Terrorist tiltalt for 59 forhold
24-årige Naveed Akram begik i søndags et af de værste terrorangreb mod jøder, da han og hans far skød og dræbte 15 personer på Bondi Beach i Sydney.
Faren blev dræbt under angrebet, men Naveed overlevede og er nu vågnet fra sin koma.
Han er blevet sigtet for i alt 59 forhold, blandt andet terror og mord.
Mange mennesker på Rådhuspladsen tirsdag aften
På grund af weekendens terrorangreb var der relativt stor opmærksomhed, da den danske gren af Chabad tirsdag aften stod for lystænding på Rådhuspladsen ifm. hanukka.
Mange var kommet for at vise opbakning til de danske jøder. Der blev tændt tre lys i den store hanukka-lysestage, fordi det var tredje aften i den otte dage lange hanukka-fest.
Søndagens angreb skete under en lignende lystænding arrangeret af den lokale Chabad-organisation.

Hanukka på Rådhuspladsen i København tirsdag den 16. december. (Foto: Ole Andersen)
