Kort nyt: Mulig flykapring og stort bosætterangreb

Over 100 bosættere angreb sikkerhedsstyrker og palæstinensisk familie

I juli i år begyndte bosættere på Vestbredden at udøve vold og chikane mod en palæstinensisk familie, der bor i udkanten af byen Jalud på Vestbredden. Det fik familien Tubasi til at flygte fra deres hjem, som blev overtaget af de voldelige bosættere.

I september beordrede Israels Højesteret så hæren til at sørge for, at familien kunne vende tilbage. Og natten til tirsdag den 29. september var det så tid til at vende hjem. Troede de. For da sikkerhedsstyrkerne eskorterede familien hjem, blev de angrebet af mere end 100 bosættere. Ifølge hæren satte de ild til flere huse – blandt andet Tubasi-familiens – og biler og kastede med sten mod de israelskes soldater og grænsebetjente.

Den palæstinensiske familie blev reddet, fordi soldater fik dem ind i et militært køretøj, fortæller Mahmoud Tubasi til mediet AFP. Men de kan ikke vende hjem til deres hus, som nu er brændt ned.

Kun tre af de mere end 100 bosættere er blevet arresteret. Tre grænsebetjente blev såret i angrebet, som på Israels militærradio omtales som et terrorangreb.

Fordømmelserne fra israelske politikere vælter ind. Også premierminister Netanyahu har fordømt det. Han holder dog fast i, at det kun er en lille gruppe personer, der står bag. Forsvarsminister Israel Katz omtaler dem som »en håndfuld uromagere«.

For nylig sagde Netanyahu, at det er en gruppe på cirka 150 unge mænd, som står bag de mange angreb. I så fald var de nærmest alle samlet i Jalud natten til tirsdag.

Den israelske hær har for nylig advaret om, at det kan eksplodere på Vestbredden, hvis de israelske myndigheder ikke snart får sat ind over for de voldelige bosættere, der dagligt angriber og chikanerer civile palæstinensere på Vestbredden.

 

Rygte: Pilot forsøgte at få fly til at styrte ned

Onsdag er der sket en meget dramatisk hændelse i et fly på vej fra Dubai til Tel Aviv. Alt tyder på, at der har været et forsøg på en flykapring.

To timer efter at flyet var lettet, dykkede det pludselig 5000 meter på under to minutter. Det er stadig uklart, præcis hvad der er sket, men alt tyder på, at andenpiloten på flyet forsøgte at overtage kontrollen. Det gjorde han ved at overfalde piloten med kniv. Det forlyder, at et hold piloter i civil, som var med på flyet, sammen med nogle passagerer og andet personale på flyet fik overmandet andenpiloten og fik kontrol med flyet, som de civile piloter derefter nødlandede i Tabuk i Saudi-Arabien. Det er uklart, hvordan de fik adgang til cockpittet. Man ved heller ikke med sikkerhed, hvad piloten havde tænkt sig at gøre, hvis han var lykkedes med at overtage kontrollen med flyet.

En video fra flyet viser det, som angiveligt er piloten, som blev overfaldet. Han er såret og bløder. En passager siger: »De forsøgte at myrde piloten.«

Israel har sendt fly til lufthavnen i Tabuk i Saudi-Arabien for at hente de israelske passagerer hjem, som alle er i god behold.

 

Netanyahu: Israels fjender vil angribe

Tirsdag sagde Netanyahu, at Israels »fjender« muligvis vil angribe landet forud for valget. Han gav ingen detaljer om de »indikationer«, som han sagde, Israel havde. Men det var usædvanligt, at han på den måde gik ud med en offentlig advarsel om, at der var en særlig trussel af en art.

Tirsdag aften orienterede han så oppositionsleder Yair Lapid om situationen. Efterfølgende sagde Lapid, at han ikke havde hørt noget fra premierminister, som ifølge ham gav grund til at »skabe panik« i befolkningen. Han kaldte det et valg-stunt og sagde, at Netanyahu bare kunne sørge for, at der kom yderligere 15.000 ultraortodokse værnepligtige i hæren, hvis han er så bekymret.