Kort nyt: Skrøbelige våbenhvileaftaler i både Gaza og Libanon - og et velbesøgt militærseminar i Israel
Gaza: Skrøbelig våbenhvile efter nye angreb
I lørdags skete det igen, at en palæstinensisk terrorist angreb israelske soldater i det område af Gaza, som Israel kontrollerer. Det siger den israelske hær, som også har offentliggjort en video af manden, som affyrer skud og kort efter bliver dræbt. Israels hær svarede yderligere igen ved at angribe Hamas-mål. IDF siger, at de dræbte fem højtstående Hamas-terrorister i luftangreb.
I en udtalelse fra Netanyahus kontor lyder det, at »Hamas i løbet af våbenhvilen har sendt dusinvis af terrorister ind over de israelske linjer for at angribe tropper«.
Hamas reagerede ved først at true med at droppe den seks uger gamle våbenhvile, men kort efter sagde en talsmand for terrorgruppen, at man ikke vil stoppe våbenhvilen. Han sagde, at Hamas i stedet vil få mæglerne til at få Israel til at standse »deres aggressioner«. Han krævede også, at Israel offentliggør navnet på den mand, der angreb tropperne lørdag og altså forårsagede de efterfølgende israelske luftangreb. Dette krav kan indikere, at Hamas ikke mener, at personen har forbindelse til dem. Flere gange tidligere har bevæbnede mænd angrebet israelske tropper, hvor Hamas efterfølgende har afvist, at de har noget med gerningsmændene at gøre.
Der er stadig en stor gruppe Hamas-folk i en tunnel ved Rafah i det sydlige Gaza. Fredag forsøgte 17 af dem at flygte til det område af Gaza, som Hamas kontrollerer. De dukkede frem fra en tunnel, men israelske soldater dræbte 11 af dem og tilbageholdt 6.
Der er stadig tre døde gidsler i Gaza. Arabiske medier skrev i weekenden, at både Islamisk Jihad og Hamas leder efter dem med store gravemaskiner. Og mandag middag er der rygter om, at et af ligene er blevet fundet. De tre døde gidsler er Dror Or, Ran Gvili og Sudthisak Rinthalak.
Symbolske fyringer af ansvarlige for 7. oktober
For nylig færdiggjorde et eksternt panel sin undersøgelse af Israels hær og dens fejl ifm. terrorangrebet 7. oktober. Panelet har også undersøgt hærens egne undersøgelser og konkluderet, at flere af dem ikke er udført godt nok.
I weekenden fik den eksterne undersøgelse konsekvenser for flere nuværende og tidligere ansatte i hæren, da de blev afskediget på grund af deres fejl før og under terrorangrebet.
Mange af de fyrede har dog allerede sagt op, og derfor er blev den reelle konsekvens kun, at de ikke længere er en del af reserven. Blandt dem, som stadig er i deres job, får nogle lov til at blive i resten af den periode, de er ansat for.
Dermed er der primært tale om symbolske fyringer.
19 lande sugede til sig af viden om Israels krig i Gaza
I sidste uge deltog 19 lande i et »militær-seminar« i Israel. Cirka 100 personer fik i løbet af fem dage et dybtgående indblik i, hvordan Israels hær har ført krig de seneste to år.
»Seminaret var struktureret som en gradvis progression ind i krigen,« forklarer en leder fra IDF. »Første dag handlede om begivenhederne 7. oktober og deres konsekvenser.«
Ifølge mediet Telegraph handlede seminaret blandt andet om brugen af data og kunstig intelligens, koordineringen af droner og artilleri mhp. at beskytte tropper, der trænger frem, og hvordan man kan øge chancen for, at sårede soldater overlever.
Journalist Amit Segal gør i sit nyhedsbrev opmærksom på, at mange af de 19 lande, der deltog, har været yderst kritiske over for Israels måde at føre krig på. Fx Frankrig og Canada, som for nylig valgte at anerkende en palæstinensisk stat, fordi de var imod Israels krigsførelse.
Og som han skriver, kan man spørge sig selv, om Israel mon virkelig er skyldige i folkemord, som flere påstår, når 19 lande møder frem for at lære af Israels erfaringer. De kom nok ikke for at lære at begå folkemord, konstaterer han. »Mente de mon nogensinde deres fordømmelse« skriver han.
Israel dræber Hizbollah-leder
Situationen i Libanon fortsætter med at eskalere. Søndag gennemførte Israel et luftangreb lidt syd for Libanons hovedstad, Beirut. Målet var Haytham Ali Tabatabai, der blev betragtet som nummer to i hierarkiet – kun overgået af Hizbollah-leder Naim Qassem. Tabatabai blev dræbt.
Hizbollah har sagt, at Israel med angrebet har »krydset en rød linje«, og Israel forbereder sig nu på, at der kan komme et modsvar fra terrorgruppen. Dog virker det mest sandsynligt, at Hizbollah ikke vil forsøge at hævne Tabatabai.
Det er cirka et år siden, at der blev indgået en våbenhvile, som indebar et krav om, at Hizbollah skulle fjernes fra det sydlige Libanon, hvorfra de i mere end et år dagligt havde sendt raketter ind over det nordlige Israel og tvunget mange tusind israelere til at lade sig evakuere.
Israel siger, at de seneste ugers mange angreb mod Hizbollah-mål skyldes, at terrorgruppen forsøger at etablere sig i det sydlige Libanon – stik imod våbenhvileaftalen.
Libanons hær havde sagt, at de ville sørge for at fjerne Hizbollah fra området. Men det står efterhånden klart, at det ikke kommer til at ske.
En israelsk kilder siger til det saudiske medie Al-Hadath, at Israel med få dages intens krig vil kunne sætte Hizbollah langt tilbage. Kilden siger også, at hvis Israel ikke reagerer på Hizbollahs oprustning inden årets udgang, så vil gruppen kunne lave et overraskelsesangreb mod Israel.
Israel fastholder, at de ifølge våbenhvileaftalen har ret til at gennemføre angreb, når Hizbollah er aktive i det sydlige Libanon. Og de har USA’s fulde opbakning til det.

Grænsen mellem Israel og Libanon. Foto: Ole Andersen
Israels militærradio: Hamas fik oplysninger fra sociale medier
I en reportage fra israelske Army Radio lyder det, at Hamas i 2018 satte cirka 2500 personer til at overvåge israelske soldaters sociale medier og forsøge at få oplysninger. Det lykkedes de i høj grad med. Og oplysningerne brugte de, da de angreb 7. oktober 2023.
For eksempel vidste de, at der er en hemmelig knap i de israelske Merkava-tanks, som sætter tanken ud af funktion. De vidste også utroligt meget om, hvordan de israelske baser så ud.
Hamas-enheden lavede også falske profiler og grupper på WhatsApp, som hjalp dem til at hive informationer ud af soldater.
