Mødereferat afslører israelsk bekymring forud for Osloaftalen

Om et par uger er det 20 år siden, den første af de to Osloaftaler blev indgået mellem Israel og palæstinenserne. Aftalen medførte oprettelsen af Det Palæstinensiske Selvstyre og gjorde, at Vestbredden blev delt op i område A, B og C – område A med fuld palæstinensisk kontrol og område C med fuld israelsk kontrol. En ordning, der stadig eksisterer.

Den 30. august 1993 – for 20 år siden i dag – var der et møde i den israelske regering. Referatet fra mødet har indtil i dag været fortroligt, men nu er det blevet offentliggjort.

 

Hvad gør det ved israelernes sikkerhed?

Mødereferatat viser, at den store bekymring i den israelske regering – som det tidspunkt blev ledt af Yitzhak Rabin fra Arbejderpartiet – handlede om sikkerheden. Rabin sagde selv på mødet, at dette var »en svær aftale«. Han mente, at den pålagde Israel mange flere forpligtelser, end det var tilfældet for palæstinenserne – for eksempel var der ingen garanti for, at Yasser Arafat, den palæstinensiske leder, ville tage afstand terror.

Arafat var leder af PLO, og en anden stor bekymring handlede netop om, hvorvidt PLO ville fortsætte med at eksistere efter aftalens effektuering. Ifølge mødereferatet sagde daværende udenrigsminister Shimon Peres, at man risikerede, at PLO forsvandt og blev erstattet af et »Hamas-lignende Iran«.

Aftalen indebar også, at israelske og palæstinensiske sikkerhedsstyrker skulle samarbejde på Vestbredden. Den daværende hærchef, Ehud Barak, var langtfra sikker på, at det samarbejde ville blive en succes. »Jeg ser alvorlige problemer med at implementere det sikkerhedsmæssige aspekt af denne aftale. (…) Der er en risiko for, at det palæstinensiske politi vil sladre (…) til dem, der planlægger terror« sagde han på mødet.

Aftalen viste sig da også at blive »svær«, som Rabin havde forudsagt. Den mest katastrofale konsekvens var vel nok, at en højreorienteret israeler i november 1995 valgte at dræbe Rabin, primært fordi han var vred over aftalen med palæstinenserne.

Aftalen havde som mål at bane vej for oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det mål er heller aldrig blevet nået, og i dag er det meget, meget svært at se for sig, at der bliver oprettet en palæstinensisk stat inden for de næste mange år. Fredsprocessen, som nåede et af sine højdepunkter med indgåelsen af Osloaftalen, er død og har været det i mere end ti år.

Via disse links kan man læse flere interessante citater fra det indtil nu fortrolige møde 30. august 1993.

 

Jerusalem Posts artikel om mødet

The Times of Israels artikel om mødet