GT's troværdighed

Af bibelskolelærer, Per Ladekjær, Børkop

Er de gamle beretninger fra verdens skabelse og i første mosebog troværdige? Læs her om, hvor meget den antikke mundtlige overlevering troværdighed adskiller sig fra vores tid.

Det Gamle Testamente er blevet til over tid. Gud viser sig for og taler til mennesker, som lever på bestemte tidspunkter i historien og den måde, vi kan kende Gud på, er via disse menneskers beretninger om, hvad Gud har gjort i historien. Det må være ord, der ikke lød vagt og uklart f.eks. for Abraham, der var villig til at ofre sin egen søn (1 Mos 22). Guds åbenbaring på Sinajs bjerg, hvor Gud gav loven, må også have været klart og utvetydigt, eftersom hele folket bøjer sig for det. Vi skal her se lidt på, hvad der kunne underbygge fortællingernes troværdighed – særligt de tekster, der ligger før udgangen af Egypten (dvs. hele første Mosebog). Det kan ikke blive en skudsikker videnskabelig udredning, som man ikke kan stille spørgsmålstegn ved. Så utvetydig er der ingen overlevering af så gamle tekster, der kan være. Men det betyder ikke, at vi så ikke kan sige nogle ret vigtige ting, som kan være med til at styrke vores tillid og overbevisning om, at teksterne er troværdige.

De tidligste skriftlige kilder

Når det her skal handle om første Mosebog, så er det fordi, vi hører om, at der bliver nedskrevet ting helt tilbage fra dengang Gud giver Loven. Det hører vi f.eks. i 5 Mos 31,24-26. Det var ikke store samlede værker, men mindre afsnit af det, vi i dag har samlet i f.eks. Mosebøgerne. Vi hører i 2 Mos 24,7 om pagtsbogen, som kom til at ligge i Tabernaklet. Der fandtes altså visse skriftlige kilder fra omkring udvandringen fra Egypten, men hvad med før det? Vi hører ikke om, at der blev noget nedskrevet, så hvordan kan det være troværdigt?

Er mundtlig overlevering troværdig?

De tidligste beretninger i 1 Mosebog er altså ikke noget, som blev nedskrevet før mange år senere, så det store spørgsmål er derfor, om man kan tillægge en så lang mundtlig tradition særlig meget troværdighed? Hvis vi i dag i vesten skal fortælle en historie videre, så øger det ikke ligefrem troværdigheden, hvis den er mundtlig. Du kender måske den gamle leg, hvor man sidder i en rundkreds og skal hviske en kort historie ind i øret på sidemanden, og til sidst fortælles den så højt til stor morskab, fordi den ofte er forvrænget voldsomt. Men sådan er antikkens historiefortælling ikke.

Jeg er stødt ind i forskellige forskere, som kender noget til både skriftlig og mundtlig overlevering blandt Israels nabofolk i den gamle Orient f.eks. forskeren Kenneth E. Bailey, der har boet i Mellemøsten i 60 år og undervist på teologiske fakulteter i Egypen, Libanon, Jerusalem og Cypern.  Noget af det, forskerne har opdaget, er, at man særligt med det, man kan kalde ”identitetsrelateret viden”, er meget omhyggelig med at være præcis. Dvs. informationer, der betyder noget for ens selvforståelse. Man kan finde tekster, der er overleveret mundtligt næsten uden variationer i mere end 1000 år.
Man kan også kigge på de samfund, vi har i dag, som er nomadesamfund (ligesom på 1 Mosebogs tid) og er analfabetiske. F.eks. har man undersøgt Balqa-beduiner i Jordandalen og kan registrere, at de har pålidelige informationer i op til 13 generationer tilbage. De husker slægstavler, begivenheder osv., som har betydning for identiteten.

Det handler altså om træning, og selv i dag i Danmark er der helt almindelige mennesker, som er i stand til at memorere hele bøger i Bibelen, hvis de træner nok. Hvor meget mere sandsynligt er det så ikke, at man i en gammel mundtlig kultur kunne gøre det meget præcist, når man fra barns ben blev oplært i det?

1 Mosebog er medrivende slægtsfortælling

Mosebog. Man lægger hurtigt mærke til, at de bliver usædvanligt gamle. Hvis man sammenskriver slægtstavlerne, så viser der sig noget interessant (se figur). Vi lægger mærke til, at de bibelske personer faktisk levede samtidigt i mange år. Faktisk er der kun 3 led fra Isak til Adam. Det betyder, at de personer, som beretningerne handler om, i høj grad selv kan være med til at lytte til, om de nu også bliver fortalt præcist videre i generationerne efter dem ved bålet om aftenen, hvor de unge skulle lære dem.
Et lille tankeeksperiment lyder sådan her: Sem kunne sidde i teltet hos Isak og Rebekka og fortælle om sine oplevelser før syndfloden og om den tid, han tilbragte i arken. Og så kunne han sige: “Nu skal jeg fortælle jer om endnu ældre begivenheder. Jeg var 93 år gammel, da min bedstefar Lemek døde, og han var 56 år, da Adam døde. Min bedstefar har ofte fortalt mig, hvordan Adam plejede at fortælle med vemodig stemme om de lykkelige dage i Edens Have og om det rædselsfulde øjeblik, da han og Eva følte slangens gift i deres hjerter og skjulte sig for Gud Herrrens ansigt mellem havens træer.”
Kan du se, at det bliver lidt svært at fortælle unøjagtigheder, når bedstefar sidder og lytter på fortællingerne i f.eks. et par århundreder? Og de handler måske om ham selv.
Faktisk er hele 1 Mosebog opbygget af 10 forskellige slægtsfortællinger (kaldet ”toledot” på hebræisk). De består af en slægtstavle og en samling af beretninger. Det er sandsynligvis sådan, at de slægtsfortællinger har eksisteret i nogle århundreder, måske til Moses’ tid, og så er de blevet skrevet ned. De sidste årtiers teologiske forskning har fået øjnene mere og mere op for, at de gammeltestamentlige tekster har store narrative (fortællemæssige) kvaliteter, i den måde de er opbygget på. Selvom teksterne på os kan virke lidt tilfældigt sammensatte, så er de i virkeligheden struktureret, så de er nemme at fortælle. De er også værd at indrette sit liv efter, fordi det er Gud selv, der åbenbarede sig – det er troværdigt.