Dom og frelse i Sefanias bog

Af Mikael Andersen

Denne artikel vil gennemgå Sefanias bog, som hører til blandt de sjældnest læste bøger i vores bibel. Jeg vil derfor opfordre dig til at finde bibelen frem, og læse Sefanias bog inden eller mens du læser denne artikel. 

Bogens baggrund og opbygning

Sefanias bog er skrevet omkring år 630-620 f.Kr. Vi ved det både fordi kong Josija nævnes, og hans regeringsperiode kan fastsættes ud fra 2. Kong 22-23. Men også fordi domsprofetien mod Nineve i 2,13 blev opfyldt ved en stor krig, som fandt sted i 612 f.Kr. hvorfor Sefanias bog må være skrevet tidligere.

Om Sefanias selv hører vi, at hans tipoldefar var den fromme Kong Hizkija (1,1), som vi møder i både Konge- og Krønikebøgerne. Langt ude har Sefanias altså være i familie med kong Josija. Når vi læser, at Josija var en god konge, der reformerede Juda efter Guds ord, er det altså ikke utænkeligt, at grandfætter Sefanias har været med i projektet.

Selve bogen består ud over indledningen i 1,1 af tre afsnit med dom og et afsluttende afsnit om frelse. Jeg vil præsentere alle tre afsnit i gennemgangen, men bruge mest tid på det andet domsafsnit.

Første domstale 1,2-6

V. 2-3 er en uhyggelig hård dom over hele jorden. Alt skal udryddes, både mennesker og dyr. Begrundelsen er, at det har bragt de ugudelige (menneskene) til fald (v. 3). Fra vers 4 skifter målgruppen for domstalen fra at handle om hele jorden til at handle om Juda og Jerusalem. Men stadig er budskabet om dom tydeligt. Først afsnit kan altså let summeres op til en sætning: Gud straffer jorden, fordi den har gjort oprør.

Hvor første afsnit slog domstonen an, uddyber det noget længere andet afsnit budskabet.

Det indledes med ordene ”Herrens dag er nær” (v. 7), som ofte bruges i forbindelse med Guds dom. Straffen skal ramme både stormænd, kongesønner og alle i fremmede dragter (v. 8), mens også dem, ”der springer over tærsklen” (v. 9). Dette henviser til en hedensk tradition om ikke at træde på dørtærsklen, som vi møder i 1. Sam 5,1-5. Gennem vers 10-11 nævnes konkrete kvarterer i Jerusalem, hvorfor vi kan konkludere, at disse domsord er talt mod Juda.

Vi så i første afsnit, at der var en dom over verden, og så en dom over Juda. Nu har vi i første halvdel af andet afsnit set, at der igen tales om en dom over Juda, og det er derfor ikke overraskende, at resten af dette andet domsafsnit handler om verden. Ligesom 1,7 indledte afsnittet med ”Herrens dag” starter 1,14 også med ”Herrens store dag”. Men de konkrete kvarterer i v. 10 er nu ændret til at omhandle ubestemmelige ”befæstede byer” (v. 16) og i stedet for konkrete befolkningsgrupper i v. 7-13 tales der nu om ”menneskene” (v. 17) og ”alle jordens beboere” (v. 18). Dette andet hovedafsnit er altså delt op ligesom det første: Dommen over Jerusalem i 1,7-13 og dommen over hele verden i 1,14-18.

Der er dog endnu en vigtig pointe vi skal lægge mærke til. Der er et håb. Domsprofetierne er tydelige, og historisk opfyldte Gud dem i henholdsvis 586. f.Kr. og 70 e.Kr, da han lod Jerusalem rive ned. Men i 2,1-3 giver han et håb. Hvis man søger Herren er der håb!

Første afsnits præsentation af dom over verden og Juda bliver altså uddybet for os. Dommen over Juda blev først effektueret i 586 f.Kr. af babylonierne og siden af romerne i 70 e.Kr, mens verdens dom ikke er set endnu. På denne måde kommer dommen over Juda til at stå som et eksempel på det, der til sidst skal ske med hele jorden. Som Jerusalem blev straffet skal verden straffes, men der er et håb!

Tredje domstale 2,4-3,8

Opbygningen af afsnittet er fuldstændigt som de foregående afsnit. Fra 2,4-15 handler det om dommen over verden, mens 3,1-8 handler det om Jerusalem. Bemærk desuden de stednavne, der nævnes. Byerne i v. 4-7 ligger vest for Jerusalem, mens folkeslagene i v. 8-9 fandtes øst for Jerusalem. Nubien (v. 12) er det nuværende Etiopien mod syd, og v. 13 nævner selv, at det er mod nord. Sefanias optegner de fire verdenshjørner for at vise, at selvom der nævnes konkrete lande, så er de symboler på, at hele jorden rammes af dommen.

Frelsen til sidst: 3,9-20

Sefanias bog har prædiket meget dom, men slutter med et budskab om frelse. Efter nederlaget i 586 f.Kr. gik der omkring 70 år, inden Jerusalem blev genopbygget under Ezra og Nehemias. Og efter nederlaget i 70 e.Kr. er der gået små 2000 år, men jeg tror faktisk, at vi i vores tid får lov at se, hvordan Sefanias ord går i opfyldelse. ”Landet bag Nubiens floder” (v. 10) er geografisk det samme som Etiopien, hvorfra der i 1984-1995 kom omkring 50.000 jøder hjem til Israel. Ligesom Gud våger over, at hans dom rammer som profeteret, så våger han også over, at hans folk frelses.

Konklusion

Jeg tror, der er flere ting vi kan lære af Sefanias bog, og jeg håber, du selv har fået noget ud af at læse den. Selv vil jeg fremhæver tre pointer, som jeg tror vi kan tage med:

1. Gud handler i historien. Når Israel bliver udslettet eller genoprettet, så er det fordi Gud ikke har forladt jorden og lader den sejle sin egen sø, men fordi han handler ind i verdens historie.
2. Gud holder sit ord. Både når det gælder doms- og frelsesprofetier, så holder Gud hvad han lover.
3. Gud frelser sine børn. Ligesom Gud har genoprettet Israel i dag vil han også en dag genoprettet Paradis. Derfor må vi søge Herren og handle efter hans bud, så vi kan finde ly på Herrens vredes dag (2,3).